Begærets dramaturgi

10573_82fce55e887c45a79a9fe23d8c320459_500Lederens begær efter magt og indflydelse må være fordelt således, at han ikke handler for egen vindings skyld. Men selv om denne bestræbelse lykkes, kan lederen ikke kontrollere sit eftermæle, og derfor vil så mange ledere gerne have en finger med ved fabuleringen af fortællingen om sig selv. De hyrer hofskjalde, der i dag kaldes kommunikationsarbejdere, PR-folk og spindoctors. De vil have vidnesbyrd, der viser, at de kunne administrere deres begær på anstændig vis.

af Ole Fogh Kirkeby

 

Siden den græske filosofis dage er menneskers handlekraft blevet anskuet som et resultat af begær. Begær kan udspringe af behovet for at udfylde en mangel, eller behovet for at nå et mål. Manglen bestemmes af de vilkår for liv som kroppen og jorden giver os; sulten, kulden, kampen, forplantningens gåde og bag det hele den store kulisse: døden. Men begæret kan også udspringe af viljen til besiddelse af en genstand eller en tilstand. Disse beskrives i deres egenskab af næsten ubetingede mål for et vellykket menneskeligt liv gennem værdier som skønhed, retfærdighed, sandhed og godhed. Men hvad er lederens særlige begær?

På græsk hedder det at ”lede” sommetider ”medon”, jævnf. ”Medea”, den kvindelige leder, af verbet ”medesthai”, ”at tænke sig om”. Roden for dette ord er på indoeuropæisk *med-, det betyder at ”måle, begrænse, overveje, rådgive og tage de rette forholdsregler, samt de rette midler i brug”. Her genkender vi ordet ”mangament”, der kommer af det latinske ord for ”hånd”, ”manus”. Men roden *med- giver også ord som ”medicus” på latin, ”læge”, og ”meditation”, ”dyb refleksion, bøn”, men vel egentlig helbredelse af sig selv, samt ”modus”, ”målestok, måde,” og også ”modestus”, ”moderat”, altså ”behersket”. Lederen må kunne beherske sig selv. Det er et etisk begreb, men også et æstetisk begreb. For beherskelse giver en adfærd til efterfølgelse og viser lederen som den, der vinder krigen mod sig selv, som den vognstyrer, der får sine to heste, den sorte, dæmoniske, den uden vinger, og den hvide, himmelstormende og lyssøgende, med vinger, til at løbe i trav.

Lederens begær må derfor bestå i evnen til at beherske sig selv.

Men han har andre begær. Mørke og lyse. Han kan ønske rigdom, luksus, erotik og territorieudvidelse. Dette følger af magten. Lederen viser sit ansigt gennem indholdet og omfanget af den magt, han søger. Ønsker han magt, indflydelse og ry, med andre ord at tage i besiddelse, eller ønsker han uegennyttigt en magt, der skænker frugtbarhed til fællesskabet. Her viser han så klart, hvad for et menneske, han er.

Magt kommer af roden *magh- og betyder at ”formå”, at ”kunne”. Lederen skal kunne, han skal ikke blot have magt, men bruge magt, det skal være i hans magt at få det begærede til at ske. Men hvad for en magt begærer han? Klynger han sig til den og dermed til dens genstande, eller vover han at slippe den fri? Magt er af væsen organisk, dens væsen er at vokse og at få ting til at gro. Men den er underkastet nemesis, for begærer lederen magten for dens egen skyld, kan den vende sig imod ham. Derfor må lederen også begære at være fri af sin egen magt.

Frihed betyder oprindeligt, at være beskyttet af sine egne. Dets rod *prijos- giver ord som ”fred”, ”fri til (erklære kærlighed)”, ”Freia”, ”frænde”, samt ”friend”, og lederen må forstå, at han får sin frihed fra dem, han har ansvaret for.

Ledelse har således sin egen dramaturgi, der vokser fra lederens sind ud i det, han gør. Denne dramaturgi forstærkes yderligere, når vi ved, at ordet ”lede” går tilbage til de indoeuropæiske rødder ”*raeg- og *lit-, der betyder at lide og at dø. Lederen er den, der skal dø for fællesskabet, fordi han inkorporerer det. Hans legeme tilhører ikke ham selv. Derfor må lederen også begære at kunne dø for fællesskabet – i det mindste i symbolsk forstand.

Det er derfor ikke underligt, at ledelse op gennem moderniteten er blevet et centralt tema i dramaturgien, og kun kan bekræfte, at den leder, der har en retfærdig sag også må være rede til at gå til grunde for og med den. Mens den leder, der kun søger sit eget, svigter sit opdrag. Arkæologien vidner om det. I nordens moser ligger de ofrede ledere med deres manicurerede negle og forløste ansigter. De ledere, der døde fordi de ikke formåede at beskytte fællesskabet mod hungersnød, vantrivsel, sot og nederlag.

En ”sag” har samme rod som at ”søge”, *sag-, “at spore, undersøge, opsøge, og at oplede”. Dette handler ikke kun om søgsmålet, om retfærdigheden, selvom kongen på latin hedder ”rex”, af *reg-, den, der retter det fordrejede, forkerte og uhensigtsmæssige ude, ”gør lige”, ”retter ud”. Men det handler om at finde fællesskabets hemmelighed. I den forstand er lederen også opdagelsesrejsende, eventyrer og vejviser, hvilket det moderne danske verbum at ”lede (efter)” jo også umiddelbart slår an. Det er næppe et tilfælde, at de nye computerteknologier har taget sagaernes univers op igen, og at vi overvældes af mytologiske film om den gode og den onde konge.

I den kurv af begær, som lederen lig en slange snor sig op fra, når fællesskabets fløjte kalder, må hans begær være fordelt således, at han ikke handler for egen vindings skyld. Sådan bør han føle i sit hjerte, men hvad han end måtte føle, så er afgøres det, han står for, af skudsmål og eftermæle. Disse er, hvor sjusket de end udfærdiges af pressen og lufthavnslitteraturen, af væsen dramaturgiske. Derfor vil så mange ledere gerne have en finger med ved fabuleringen af fortællingen om sig selv. De hyrer hofskjalde, der i dag kaldes kommunikationsarbejdere, PR-folk, spindoctors og lignende. De vil have vidnesbyrd, der viser, at de kunne administrere deres begær på anstændig vis.

I dette perspektiv formes ledere, de små og de store, og i det små og i det store, af et dramaturgisk univers overlejret af en ældgammel mytologi. Det begyndte med ”Ringenes Herre”, men dette udtrykker egentlig kun, at det sprog vi taler, når dets betydningsintensitet skal udnyttes fuldt ud, genskaber en arkaisk oplevelsesverden, hvis mytologiske kerne viser, at al dramaturgi af væsen er arkaisk. De semantiske kernebegreber, der får os til at tro på og følge ledere, er titusinde år gamle. Disse rødder tænker i os, vel egentligt på samme måde som det klassiske tonesystem. Vi kan ikke forklare, hvorfor harmonierne får hårene til at rejse sig i nakken, eller hvorfor de rette ord får det til at løbe koldt nedad ryggen.

Måske er det et fingerpeg, at ”begær” på engelsk hedder ”desire”, og kommer af latin ”sidus”, ”stjerne, stjernebillede” fra roden *sweid-, at ”skinne”. Pythagoræerne mente, at stjernerne sang på deres vej over himlen. Også ord synger, og de sande begær må stråle som stjerner på det sociale firmement.

Det mytologiske univers gør kunsten til dommer over al menneskelig adfærd, og i den kompromisløse etik, som lever heri, og som vi kender så godt fra eventyrerne (og ved hvilken alle de skurke, der usurperer magten og misbruger mytologien går til grund til sidst, heldigvis også i virkeligheden), ruller stadigvæk vore forfædres blod, deres liv og deres død. Og så længe vi vil tale, må vi underkaste os deres dom. Ve den leder, der ikke har lært denne lektie.

kulturledelse.dk © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER