Gatekeeping i kulturlivet

9681099086_fdda06a4d4_o

 

Af Mette Gadegaard


 

Begrebet gatekeeping stammer fra den anglo-amerikanske forskning om journalistik og redaktionelle udvælgelsesprincipper. Den amerikanske medieforsker Karine Barzilai-Nahon har i journalistisk forstand beskrevet det således:

“Gatekeeping is defined here as the process of controlling information as it moves through a gate. Activities include, among others, selection, addition, withholding, display, channeling, shaping, manipulation, repetition, timing, localization, integration, disregard, and deletion og information.” (Barzilai-Nahon 2008, s. 1496)

Citatet stammer fra teksten: Toward a Theory of Network Gatekeeping: A Framework for Exploring Information Control fra 2008.

Et andet forsøg på en teori om journalistisk gatekeeping finder man i Pamela Shoemaker og Tim P. Voss’ bog Gatekeeping Theory (2009):

“Gates are decision points at which items may be stopped or moved from section to section or channel to channel. Gatekeepers are either the individuals or the sets of routine procedures that determine whether items pass through the gates.” (s. 235)

Gatekeeping Theory Shoemaker Voss

 

Begrebet gatekeeping kan dog let overføres til de filtreringsmekanismer, der foregår overalt i kulturlivet; pladeselskabsbossen, museumskuratoren, spillestedsbookeren, kunstanmelderen etc. er alle eksempler på traditionelle gatekeepere i kunstens og kulturens organisationer.

Peter Hanke i Art Management I: Kunstens og Kulturlivets omgivelser (2013):

“Under andre termer er vogtere af faglig integritet, beslutningerstagere ved uddeling af offentlige midler til kunst og kultur samt anmeldere, bookere, bibliotekarer, kunstneriske ledere mv. kendt som smagsdommere, iscenesættere, beskyttere af en vigtig æstetisk og teknisk standard, der kommer til udtryk i forskellige dele af kulturlivets filtreringsprocesser.”


Statens Kunstfond

Et af de mest omdiskuterede eksempler på en magtfuld gatekeeperposition er Statens Kunstfond (og indtil januar i år Statens Kunstråd), der siden 1964 har haft til formål at fremme skabende kunst i Danmark ved uddeling af kunstnerstipendier, arbejds- og rejselegater, støtte til indkøb af kunstværker etc. Organiseringen i og omkring Statens Kunstfond er det første eksempel på armslængdeprincippet, hvilket betyder at midlerne administreres selvstændigt af en række udvalg inden for arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik og scenekunst, udpeget af et repræsentantskab og Kulturministeren. Læs mere på Statens Kunstfonds hjemmeside.


Demokratisering og DIY

De sidste årtiers digitalisering af musik, kunst og internettets generelle omsiggribende indtog har på mange måder udfordret den traditionelle gatekeeperrolle, i takt med at ord som “DIY” (Do-it-yourself), “YouTube-fænomen” og initiativer som “crowdfunding” er  blevet en fast del af ”de digitale indfødtes”, de unge generationers, ordforråd.

Professor i kulturelle anliggender, John Holden, opstiller i artiklen Democratic Culture : Opening up the Arts to Everyone (2008) tre arketypiske gatekeeperroller: Den ondsindede ekspert (“malign”), Den kulturelle snob (“cultural snob”) og Avantgardisten (“avantgarde”). Han påpeger, hvordan der i de seneste årtier har været en bevægelse henimod et ophør med disse gatekeeperroller og traditionelle magtpositioner i form af smagsudviklende “homemade”-kulturer på sociale medier som YouTube:

“… there is home-made culture, which extends from the historic objects and activities of folk art, through to the post-modern punk garage band and the YouTube upload. Here, the definition of what counts as culture is much broader; it is defined by an informal self-selecting peer group, and the barriers to entry are much lower. Knitting a sweater, inventing a new recipe, or writing a song and posting it on MySpace can be done without much difficulty — the decision about the quality of what is produced then lies in the hands of those who see, hear or taste the finished article.” (s. 11)


Anmelderen som gatekeeper

middelbo_111

 

Ekstern lektor og teaterkritiker Anne Middelboe Christensen har skrevet bogen Begejstring og brutalitet – en guide til anmelderens rolle, der både er en lærebog i at skrive anmeldelser, en gennemgang af det såkaldte stjernesystem og et portræt af anmelderi som fænomen og anmelderens rolle i samtidens mediestrøm.

Artiklen “En anmelders død?” af Rasmus Elmelund, udgivet på information.dk 25. juli 2013, om anmelderi anno 2014:

“…Når alle skriver om, hvor »fantastisk« og »fedt« det er at høre deres idoler på Roskilde Festival, er der ekstra stort behov for et sted, hvor man kan finde en dom, der lever op til en vis faglig standard. Musikanmelderens musikalske og historiske overblik gør hendes ord til en slags kunst. Hendes viden om konkrete kunstnere, strømninger og genrer gør hendes ord vægtige og vigtige, og hendes sproglige evne til at præsentere viden og overblik på en elegant, overraskende eller kreativ måde gør hendes værk læseværdigt. Og gør, at vi lærer ny musik at kende – eller nye kendsgerninger om gammel musik.”

Artikel fra Berlingske Tidende (15. marts 2014) om sociolog Henrik Dahls forslag om et ankenævn for anmeldelser.