Hvem skal betale for fremtidens drift af kulturinstitutioner?

Den økonomiske krise har bevirket ændrede vilkår for kulturområdet. Stat og kommuner prioriterer hårdere i de knappe ressourcer. Kulturen skal i offentlig forvaltning vurderes i forhold til andre områder som uddannelse, forskning, idræt, sundhed og socialsektoren. Kampen om skattekronerne kan på længere sigt medvirke til radikale ændringer af ledelsesforholdene inden for kultursektoren.

E411772B59D04EA2AFF257F292D2109FAf Anker Brink Lund og Christian Edelvold Berg, CBS Center for Civilsamfundsstudier

 

 

Kulturministeren har fremhævet, at området ikke opprioriteres økonomisk:

– Man kan altid bruge flere penge. Det anerkender jeg fuldt ud. Jeg må bare sige, at lige nu er det ikke muligt at hente flere penge til kulturen, siger Marianne Jelved. (…) Jeg har fået øje på endnu en medspiller, som jeg burde dyrke endnu mere. Og det er erhvervslivet. Fordi de kunne godt give mere, være mere offensive i forhold til kunst og kultur, siger Marianne Jelved.
(kilde: dr.dk fra kulturmødet på Mors, 23. august 2013).

Ved CBS Center for Civilsamfundsstudier tager vi udsagn som disse som en åben invitation til at analysere et kulturpolitisk eksperiment uden sikkerhedsnet: Det store spørgsmål er, hvad der sker der, når det offentlige udliciterer opgaver af denne art til marked og frivillighed. Konkret vil vi belyse forskellige finansieringsformers værdiskabelse på kulturområdet med særlig vægt på den rolle, som uddelende fonde og fondslignende foreninger spiller for driften. Hypoteser for undersøgelsen er:

  • at det især er de store donationer til anlæg, der trækker opmærksomhed, men på længere sigt bliver det formodentlig de mange, mindre tilskud til drift, der får større betydning;
  • at fonde er skabt til at agere risikovilligt, langsigtet og fleksibelt, hvilket dog langt fra altid afspejles i praksis:
  • at det ikke er gratis at modtage fondsstøtte. Dels kræver det ofte medfinansiering, dels udfordres det såkaldte armslængde-princip ved håndsrækninger af denne art;
  • at ordentlighed på dette felt ikke kun kræver ledelsesmæssig indsats fra giverne, men også fra modtagerne af fondsbevillinger.

Metodisk har vi allerede analyseret en række små og store fondsbevillinger på området, suppleret med interessentinterviews. Vi følger nu mere systematisk op med en kvantitativ survey af fondes betydning som finansieringskilde for kulturområdet plus registerkørsler i til rådighed stående databaser på feltet. Vi sætter i første omgang fokus på Danmark, men vil siden følge op med sammenligninger med andre europæiske lande.

Lad os kort illustrere den komplekse værdiskabelse, som den finder sted, med et par aktuelle eksempler:

Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fond har doneret 50 mio. kr. til fem nye balletproduktioner fra 2013 til 2017. Det er dog ikke første gang fonden har finansieret ballet, da samme fond tidligere har medfinansieret opsætningen af Nøddeknækkeren, Den Gyldne Hane, La Bayadere og Come Fly Away. Fondet opnår dermed i denne kontekst rollen som primus motor i forhold til at sikre nye balletopsætninger i en tid hvor Det Kgl. Teaters økonomi ikke på samme måde kan understøtte samme udviklingsniveau. Fondet skaber dermed direkte værdi for den enkelte balletgænger og er ligeledes med til at udvikle dansk ballet. Det kan stille de forskellige scenekunstarter forskelligt og rejse ledelsesspørgsmålet: hvorfor ikke skuespil eller opera? For det er jo netop fondsbevægelsens privilegium at give en håndsrækning netop der, hvor den enkelte (ofte selvsupplerende) bestyrelse regner med at skabe størst mulig værdi i relation til stifterens intentioner.

En anden anvendelse af fondsfiguren er den erhvervsdrivende Maritim Museums Fond (oprettet i 2008), der har til formål at finansiere og opføre det nye søfartsmuseum i Helsingør gennem det 100 % ejede datterselskab. Fonden har opnået tilsagn om midler fra andre fonde med henblik på opførelse af en musumsbygning, der vil være til handels- og søfartsmuseets disposition. Projektet har opnået tilsagn fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Arbejdsmarkedets Feriefond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Dampskibsselskabet Orient’s Fond, Den Danske Maritime Fond, LauritzenFonden, Oticon Fonden, TK Foundation, TORM’s Understøttelsesfond og ØK’s Almennyttige Fond. Ikke desto mindre kom Museet trods den store velvilje til at mangle ca. 8 mio. kr. til driften i 2014.

Kort sagt: Uddelende fondes samspil med kulturinstitutionerne giver anledning til mangeartede udfordringer af ledelsesmæssig art. Fonde kan alene, i partnerskab eller i formaliseret samarbejde med stat og kommuner medvirke til at understøtte kulturelle opgaver, hvor der kronisk er mangler på skattebaserede ressourcer. I praksis kan der være en lang række af positive og negative effekter ved interventioner, der sjældent inddrages ved evaluering af konkrete projekter, som for størstedelens vedkommende blot konstaterer, at der har været ”effekt”. Vi vil gerne et spadestik dybere ved at adressere det kontrafaktiske spørgsmål om, hvilken værdiskabelse (eller mangel på samme) der ville have været skabt uden fondsdonationer.

På kulturområdet, som p.t. får lav prioritet i offentlige bevillingsprocesser i konkurrence med andre felter som sundhedsområdet og socialområdet, kan ”fondræs” (som det noget misantropisk kaldes blandt kulturfolk) nok skabe værdi for den enkelte støttemodtager og derved punktvis aflaste slunkne offentlige kasser inden for kunst og kultur. Men dette sker ikke uden betydelige bivirkninger. CBS Center for Civilsamfundsstudier vil gerne bidrage til mere evidensbaseret belysning af denne hvepserede.

Se www.civilsamfundet.dk.

kulturledelse.dk © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER