Managementteorier er ofte udarbejdet af videnskabsmænd, soldater og ingeniører. Men kompleksiteten i ledelsesopgaven kan kun opfattes gennem kunstens perspektiv. Derfor er teaterøvelser meget anvendelige i ledelsesudvikling.

af Jens Nielsen


 

The Illusion og leadership

Overskriften på dette indlæg er titlen på sidste kapitel i bogen The Illusion of Leadership (2008) af Piers Ibbotson, en erfaren skuespiller, instruktør og nu virksomhedskonsulent for en række store virksomheder i London og på et internationalt plan. En af hovedteserne i hans bog er, at teatrets kunstneriske arbejds- og ledelsesform er mere kompleks, erkendelsesrig og idegenererende end den gængse managementtænkning, og at dette perspektiv egner sig bedre til virksomhedsledelse i ustabile omgivelser sammenlignet med den ledelse, man studerer på handelshøjskoler – og praktiserer i de fleste virksomheder. Ibbotson udvider argumentet til at være et generelt forhold mellem den videnskabelige og liberalistiske verdensanskuelse på den ene side og den kunstneriske på den anden side. Dermed angiver Ibbotson også en direkte relevans af kunstnerne i de samfundsudviklende opgaver – dvs. i den politiske proces. En relevans, han mener, skal udnyttes.

Forretning er kunst, ledelse er kunst

Ud fra sin erfaring med teaterproduktion og på baggrund af egne oplevelser som skuespiller, instrueret af fremragende instruktører, beskriver Ibbotson dagligdagens komplekse opgaver og de problemstillinger, der opstår på en teaterforestilling; at finde fortællingen, vælge ud og skabe mening, at indgyde mod og skabe benspænd, at lade den samlede gruppe eksperimentere og reflektere, at lægge op til individuelle input og ideer og konstant at betragte med det vedholdende, skabende blik. Ikke som en fuldt gennemlyst plan, men som en kollektiv ”trial and error” – uden at kvæste sjæle undervejs. Ibbotson skriver:

Teaterinstruktion handler om at vælge ud og fortolke. Du arbejder ikke med dit eget hjertes produktion, du sammenligner og manipulerer andres produktion. Der er måske noget grundlæggende uautentisk over instruktørens rolle. Tyranni og despoti er nærliggende risici, ligesom tilfældig skade på andres arbejde og sjæl er det. Men disse farer er nærliggende i alle former for ledelse, som jeg ser det.” (min oversættelse)

Lederskabets illusion

Ibbotson analyserer moderne ledelse og finder frem til en række fundamentale illusioner i traditionelle virksomheders praksis. Den første illusion er, at det er noget personligt og ophøjet, som kvalificerer til en lederpost og at alle kan gøre det, hvis bare den kollektive tilladelse gives fra medarbejderne. Magt- og statusspillet, som er så fremherskende i mange organisationer, bygger på dén falske forudsætning, at ledelse kun fungerer, når den mødes med underkastelse. Og med underkastelse kvæles ofte den idéudvikling, som altid er nødvendig. Beslutningsprocesser bliver ukvalificerede, når hele processen opfattes som en kompetitiv disciplin, hvor processen skal ende med én påstået færdig ide i stedet for et katalog af tilgange til sagen, som kan udfoldes iterativt i samskabelse med kunder, klienter, partnere etc. Og denne færdige ide skal i øvrigt helst være chefens, hvis harmonien skal opretholdes. Dermed kommer virksomheden til at leve i en afsondret verden væk fra det marked og den samskabelse, der er forudsætning for levedygtig innovation.

I sin bog viser Ibbotson forskellen mellem traditionel management og kreativ rammesætning (som en teaterinstruktør ville gøre det) ved at beskrive en improviseret øvelse, hvor han deler en gruppe studerende i to. Den første gruppe får oplyst deres organisation og en kommandovej og bliver bedt om, hurtigst muligt, at hente et antal stole, der står i den anden ende af salen. Lederne af gruppen drøfter opgaven kort og uddeler delopgaver. Stolene stilles i stakke og transporteres i et pænt tempo.

Til den anden gruppe beskriver Ibbotson følgende setting:

I er til en reception og sipper champagne (de studerende lader som om de sipper). Udenfor står nogle fine silkebetrukne stole. Det begynder pludselig at regne voldsomt, og de skal hentes ind hurtigst muligt. Regn, Crash, Bum, Torden.” (min oversættelse)

Gruppen styrter af sted under høje hvin og henter løbende stolene tilbage, smider dem i en stor bunke og slår dermed den anden gruppe på tid.

Da øvelsen evalueres, fokuserer den første gruppe på, at det var en kedelig opgave med for megen ”bossen rundt”. Den anden gruppe derimod diskuterer højlydt og livfuldt, hvad de kunne ændre for at gøre processen bedre, f.eks. hvordan stolene kunne stilles i orden næste gang. En selvorganiseret, kreativ proces er iværksat i denne gruppe.

Hvad kunstnere kan

Kunstnere kan to ting, som mange virksomheder ikke kan – men som de i mange sammenhænge har hårdt brug for. Kunstnere kan arbejde i et felt, hvor udvidelsen af det kendte, yderkanten af det kendte og i de kaotiske mellemrum mellem det kendte, der var, og det ukendte, der vil komme, giver stof, tanke og en kreativ ramme til at udvikle ideer. Kunstnere kan rumme det uafklarede – kaos – og de søger de ideer, der rummer en samlet ny fortolkning og fortælling, samtidig med at de bevarer et sammensat udtryk. Kunstnere kan – hvad mange overser – arbejde i dette felt med stor disciplin og systematik. De har respekt for det fortidige (“nothing comes from nothing”), skaber nye ideer af relevans og kommunikerer disse på en autentisk måde med inddragelse af deres kropsbårne og inkarnerede, snarere end belæste, professionalisme.

I kunsten arbejder man med diversitet som forudsætning for den skabende proces. Alle roller er uundværlige. I virksomhederne opleves strategiseminarer, som et Hamlet-stykke, der skal sættes op, hvor hele castet består af unge eller midaldrende konkurrerende mænd, der alle vil spille Hamlet – et seminarlokale fuld af Hamlet’er.

I virksomhedernes handelshøjskolesprog ligger en forudsætning om videnskabelighed og kvantificerbar bekræftelse, som ikke dækker hele ledelsesopgavens mangfoldighed, mener Ibbotson. Modellernes skemaer er laboratoriepåstande, som ikke kan genskabes i livet. Humanismens og kunstens sandhedsbegreber giver os derimod mulighed for at bearbejde værdier, holdninger, det gode og det skønne, samtidigt med at også det kvantificerbare i videnskaben kan og skal guide os i beslutningsprocessen.

Videnskaben og markedet har vundet hævd på sandheden. Hvad verden savner nu er kunsten. Derfor kan Ibbotson (med et glimt i øjet) slutte af med kapitlet ”Why Artistst Should Rule The World”.

The Illusion of Leadership er en forunderlig og original bog. Ibbotson tilføjer et værdifuldt bidrag til diskussionen om rolle, menneske og maske, som tidligere har fået tilført tanker af f.eks. Erving Goffman, Richard Schechner, Victor Turner og for den sags skyld oplevelsesøkonomerne Pine og Gilmore. Bogen gør ligeledes diskussionen relevant for ledelse og politik og sætter ord på en lang række tanker, som mange mennesker i vore senmoderne samfund slås med:

Er vi kun rationelle egoister udsat for markedets naturkraft? Er vi virkelig ikke i stand til at træffe beslutninger om at afværge de truende klimakatastrofer? Er det kun dét, der kan måles, der tæller? Er status og løn til syvende og sidst det vigtigste i vores liv? Har vi værdier at dø for? Den slags og lignende spørgsmål sætter Ibbotson under kompetent drøftelse.

 


 

Piers Ibbotson (2008): The Illusion of Leadership : Directing Creativity in Business and the Arts. Palgrave Macmillan, Basingstoke, ISBN 978-0-230-20199-6