Interview: Annette Vilhelmsen

Annette. DK Indsamling

Annette Vilhelmsen (f. 1959) er kultur- og idrætsordfører for Socialistisk Folkeparti samt ordfører for børne- og undervisnings-, uddannelses- og forskningsområdet og Danmarks forbindelse til og samarbejde med Grønland. Annette Vilhelmsen er uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole, er cand.pæd. i almen pædagogik og har bl.a. tidligere arbejdet som efterskole- og friskolelærer, som underviser på Seminariet for Kunst og Håndværk og centerleder på Nationalt Videncenter for Frie Skoler. I sin parlamentariske karriere har hun bl.a. tidligere være Erhvervs- og vækstminister samt Social-, børne- og integrationsminister.

 


 

kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med SFs kulturordfører Annette Vilhelmsen.

Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.

 


 

Hvorfor er du kulturpolitiker?

Fordi jeg med og igennem kulturpolitikken kan rumme mange andre politiske områder, hvilket, jeg synes, er vigtigt for den politiske dagsorden. Kulturpolitikken udfolder sig i et krydsfelt mellem individet og fællesskabet, fortiden og fremtiden, hvori vi kan få sat værdier, etik og holdninger på dagsordenen. Samtidig kan kulturen gøre det gennem et bestemt udtryk; f.eks. gennem billedkunst, musik, kulturarv eller vores kulturlandskaber.

Som undervisningsordfører er jeg ligeledes interesseret i, at undervisning udfolder sig i mere end klasserummet. Undervisning er også indføring i og udvikling af kultur. Grundskolen rummer børn fra mange forskellige miljøer, med mange forskellige interesser – f.eks. idræt, musik og natur. De boligområder som børn og unge kommer fra er skabt over tid, af arkitekter, af økonomisk formåen og i samspil med de arbejdspladser, forældrene er en del af. Forældrene er også en sammensat gruppe af uddannelse, etnicitet og familiemønstre.

For SF er de vigtigste dagsordener kampen mod ulighed og at arbejde med at frigøre det enkelte menneske, og samtidig sikre, at mennesket også kan være en del af et stærkt fællesskab. I dét spiller kunsten og kulturen en vigtig rolle. En grundlæggende præmis for kunst og kultur er, at det er menneskeskabt. Når jeg lægger stor vægt på det frigørende perspektiv, så er det fordi vi som mennesker kan have en tendens til at tro, at f.eks. den sociale arv er en naturlov. Børn og unge skal vokse op som frie mennesker, lære at træffe valg, være kritiske og kunne se muligheder. For mig at se er bevidsthed om kulturelle påvirkninger afgørende for, at vi som mennesker hele tiden ved, at vi har et valg, og – at alle valg har en konsekvens, også hvis vi ikke vælger. De stærke fællesskaber jeg prioriterer højt som socialist, er de fællesskaber som er i stand til at inddrage den enkelte, og at den enkelte kan være med til at gøre fællesskabet endnu stærkere, ved at være nysgerrig, have mod, tage ansvar og gi’ en hånd til dem, der har brug for det.

 

Kunst anklages sommetider for at være elitær. Står det i kontrast til din holdning om, at kunst kan være en del af kampen mod ulighed?

Kunst og kultur er både historisk, nutidigt og fremtidens muligheder. Det vigtige er at sørge for at præsentere folk for kunsten på bedste vis og lade dem lære at tale det sprog, kunsten taler. I min tid som underviser på VUC i Svendborg stod jeg i en periode med ansvaret for en række voksenundervisnings-kurser. Jeg tog kursisterne, som var en gruppe ufaglærte fra ældreplejen og daginstitutionsområdet, på en tur til København, hvor vi besluttede os for at se en opera; noget, som ingen i gruppen før havde oplevet. I den forbindelse fik jeg inden forestillingen en operakyndig og dygtig formidler til at komme og fortælle om opera og den specifikke opsætning, vi skulle opleve. På den måde havde alle en chance for at tilegne sig et sprog, der kunne gennemskue ”operakoden” – på den måde bliver kunst og kultur vedkommende og inkluderende.

Jeg synes, kunst og kultur tilhører alle, og derfor vil jeg også holde fast i, at billetpriser skal holdes i en størrelse, hvor alle har mulighed for at opleve f.eks. en opera. Og jeg hilser det samtidig meget velkomment, at man f.eks. i lokale biografer viser større operaopsætninger, således at kunsten og kulturen har mulighed for at komme ud til folket.

Vi skal stå vagt om, at kulturen ikke kommer til at eksistere alene på markedsvilkår, så det kun er de ting med store seertal, man politisk vælger at støtte. Men kulturen – her måske mere forstået som kunsten – må heller ikke blive ekskluderende, så den kun udfolder sig i små loger. Havde kursisterne fra Svendborg ikke fået en forståelse af opera som kunstform, og fået gennemgået operahistorien, ja, så kunne nogle af kursisterne have oplevet sig ekskluderet.

 

Hvor stor indflydelse har du som kulturpolitiker på kulturens eksistensbetingelser?

Som kulturpolitiker har jeg indflydelse på flere niveauer, f.eks. fordi jeg også er formand for Børn- og Undervisningsudvalget i Folketinget og fungerer som mit partis undervisnings-, uddannelses- og forskningsordfører. På den baggrund kan jeg eksempelvis se vigtigheden i, at musik- og billedskoler kommer til at spille en større rolle i folkeskolerne. Eller fokusere på kunst og kultur for og med ”skæve eksistenser”: hjemløse, alkoholikere, sindslidende. F.eks. har jeg været med i et projekt, hvor jeg har deltaget i fodboldkampe med hjemløse. Kunst, kultur og fritidsaktiviteter skaber et rum, der giver mulighed for dialog og sociale forbindelser mellem mennesker, der er meget vigtigt.

Nogle af de områder, hvor jeg som kulturpolitiker har haft konkret indflydelse i den seneste tid har f.eks. været i forbindelse med film- og idrætsforhandlingerne. Der er den primære opgave at beslutte hvor mange penge, der skal kanaliseres til de forskellige formål. Men nogle af mine kæpheste i den forbindelse har været også at få nogle af de mere overordnede mål og visioner i spil. På filmområdet tog jeg f.eks. debatten op om, hvordan vi kan få mere mangfoldighed ind i filmene, blandt skuespillerne f.eks., og jeg fokuserede på, hvordan vi kan få mere kvalitet i dansk børnefilm.

I forhold til idrætsområdet var dét, jeg kæmpede for under forhandlingerne, at vi også skal opsætte en række idrætspolitiske sigtelinjer, hvor vi tør sætte nogle politiske mål og visioner for, hvor vi gerne vil have idrætten bevæger sig hen. Det synes jeg faktisk er vores pligt, når det er skatteborgernes penge, vi fordeler. At vi også tør mene og have visioner. Og jeg synes ikke, at det er at komme i karambolage med armslængdeprincippet. Det ville det være, hvis jeg sagde, at nu synes jeg dén institution eller dét teaterstykke skal have flere penge – eller som da de borgerlige først krævede og derefter kritiserede en tv-serie som ”1864”. At stille krav og opstille mål om inklusion, tilgængelighed, geografisk spredning og mangfoldighed er på ingen måde i strid med armslængdeprincippet! Tværtimod – det burde være vores forpligtelse også at have visioner, når vi fordeler penge til kulturlivet.

En anden ting er at lige efter sommerferien sidste år var jeg med Uddannelses-og forskningsudvalget i Brasilien for at besøge en række uddannelsesinstitutioner. Både som kultur- og uddannelsesordfører – og som tidligere Erhvervs- og Vækstminister – kunne jeg ikke lade være med hele tiden at tænke i, hvor der kunne være forskellige vækstpotentialer. I São Paulo fik vi f.eks. mulighed for at komme til en forpremiere på en udstilling af dansk design, hvor der var inviteret uddannelses- og forskningsfolk og samarbejdspartnere fra erhvervslivet. Kulturen, erhvervslivet og vækstpotentialet var samlet i en dansk kulturinstitution i São Paulo, og på den måde kunne jeg som kulturpolitiker få indflydelse på samarbejdet mellem Brasilien og Danmark som nationer.

 

Er den samme entusiasme for kulturens potentialer til stede blandt den generelle danske befolkninger?

Det tror jeg. Især hvis kulturens potentialer betyder noget meget konkret, f.eks. at der er trænere til det lokale lilleputhold i fodbold eller mulighed for at gå på en billed- eller musikskole ude i kommunerne. Det er meget vigtigt for mig at sikre, at børn, der vokser op i familier med meget begrænsede økonomiske muligheder, også får mulighed for at prøve forskellige fritidsinteresser af; musikskolerne skal f.eks. ikke kun være for de børn, hvis forældre har økonomisk overskud. Det er et problem, både for det enkelte individ, der ikke får muligheden for at udfolde sig, men også for fællesskabet, der har brug for alle slags talenter.

 

Men hvordan kan man lave indsatser i forhold til det, når langt størstedelen af Kulturministeriets midler allerede er fastlagt i drifts- og støtteordninger?

Som tidligere Socialminister har jeg oplevet, at man i mange politiske sammenhænge kigger mod kulturen og ønsker, at den skal løfte – selvom de færreste midler faktisk går til området. Jeg er dog ikke én af dem, der stiller mig op i koret og siger, at der er for få penge til kulturområdet. Men når man fra politisk side f.eks. sætter kulturen til at skulle løse opgaver som problemer med matchfixing eller doping, undrer det mig, at det udelukkende skal være en opgave, der hører under Kulturministeriet. For egentlig er der vel både tale om et sundhedsområde og et anliggende for erhvervslivet, da mange af de fitnesscentre, hvor der kan være problemer med f.eks. doping, jo er virksomheder med et CVR- nr. Som politikere skal vi være opmærksomme på tilfælde, hvor der er politiske udfordringer, der hører til under flere politiske områder. Og sådan er det med mange kulturområder.

 

Hvad skal der til for, at kulturpolitik kan blive et valgtema?

Jeg tror, man skal knytte kulturpolitikken an til dét, der er tæt på folks levevilkår. I min valgkamp vil jeg f.eks. gerne arbejde med arbejdsmarkedsspørgsmål; få skabt flere og mere mangfoldige arbejdspladser, f.eks. i forhold til socialøkonomiske virksomheder, som jeg altid har været optaget af i mit politiske virke. Det vil kunne give flere mennesker mulighed for at være en del af en arbejdsplads og en arbejdskultur. Jeg mener f.eks., det er oplagt at gøre ligesom, man har gjort med institutioner som TV Glad.

Samtidig er det vigtigt at sikre mere liv og udfoldelse i det, der med et grimt ord kaldes “udkanten” og sikre, at der skabes et levende samfund. F.eks. ville man for mange år siden i Holstebro gerne have mere liv i byen, og for at skabe det, slog man politisk på, at det var nødvendigt at skabe gode vilkår for erhvervslivet, men at et livligt kulturliv også var noget af det, der kunne bidrage til en positiv udvikling.

Men hvis jeg går ud og siger, at mit ypperste valgtema er på kulturområdet, så vil folk tænke, at jeg ikke har forstået de alvorlige problemer, folk står overfor, f.eks. i forhold til arbejdsløshed, sygdom og manglende pædagoger i daginstitutionerne.

 

Så kulturpolitikken står med andre ord ikke øverst på prioriteringslisten?

Nej, men kulturpolitikken har en stor værdi. Jeg anser mig selv for at være værdipolitiker, og derfor er kulturområdet meget centralt for mig.

I Kerteminde Kommune, hvor jeg kommer fra, har jeg været med til at skabe det, jeg mener er Danmarks bedste børnehjem. Det er et meget smukt hus på flere planer. Ikke kun fordi huset skulle være smukt for at være smukt, men fordi børnene, der bor og vokser op i huset, selv var med til at formulere og udvikle ideerne omkring byggeriet. Og med hjælp fra en stor donation fra A.P. Møller Fonden var det muligt at bygge et hus af de bedste materialer og sikre, at det både arkitektonisk, funktionelt og åndeligt blev et smukt hus. Jeg synes ofte, vi politisk udelukkende tænker funktion, men hvis der også kommer en æstetik ind over, så gør det noget ved dét liv, der skal leves der. Når vi indretter plejehjem til demente, kunne man også komme langt ved at tænke æstetik og god arkitektur, lyd og lys og gode materialer ind.

 

Hvad skal der satses på, hvis dit parti får kulturministerposten efter valget?

At kulturen både har værdi i sig selv, men også bliver et middel i kampen mod ulighed; kulturen skal gøres tilgængelig for flest mulige. Jeg synes, det er på vej, og at kulturministeren gør det nogenlunde i forhold til at løse den problematik. Men vi skal samtidig gøre kulturpolitik til en mere politisk aktiv handling, så der ikke bare er tale om en fordelingskasse.

Bl.a. mener jeg, at det er vigtigt at flere bliver inddraget i beslutningsprocesser og udviklingen af kulturområdet. Jeg ser gerne, at blikket bliver hævet fra det, der foregår i København og til resten af landet. Et eksempel er, at Statens Kunstfond har udpeget bestyrelsesmedlemmer til teatrene i Aarhus, Aalborg og Odense. Kun i Aarhus lykkedes det dog at få to bestyrelsesmedlemmer fra Jylland. Både i Aalborg og Odense blev der udpeget to fra Hovedstadsområdet. På samme måde er selve sammensætningen af Statens Kunstfond skævt sammensat; 40 af Statens Kunstfonds repræsentantskabsmedlemmer bor på Sjælland, mens 8 medlemmer har bopæl i Jylland.

For mig handler det ikke om millimeterdemokrati, men om at der bliver overset talent og vigtige muligheder, hvis ikke hele landet er en aktiv del af kulturpolitikken. Og til trods for at vi kun er ca. 6 mio. mennesker, så har vi i Danmark en stor mangfoldighed inden for kulturen, både i by og på land, og på tværs af etnicitet, uddannelser, alder og køn. Hvis mit parti får kulturministerposten vil vi være mere offensive og stille krav om større opmærksomhed og inddragelse af hele landet på kulturområdet.

 


 

Interview og bearbejdning: Jakob Høgh Sørensen

Efterredigering: Jakob Høgh Sørensen og Mette Gadegaard