Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslisten.

Jørgen Arbo-Bæhr (f. 1955) er kultur- og medieordfører for Enhedslisten samt ordfører for idræt, arbejdsmiljø, folkeoplysning, kirke og ligestilling. Jørgen Arbo-Bæhr har tidligere arbejdet som porcelænsstøber på Den Kongelige Porcelænsfabrik.

 


kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med Jørgen Arbo-Bæhr, kulturordfører for Enhedslisten.

Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.


 

 

Hvorfor er du kulturpolitiker?

Fordi jeg mener, at kunst og kultur er stort set ligeså vigtigt, som det er, at mennesker skal have tag over hovedet og mad i munden. Kultur sørger ikke alene for, at vi kan leve, men også for at vi kan overleve. Vi ved, at folk der enten udøver eller nyder andres kunst eller kulturoplevelser får et bedre psykisk velvære. Med andre ord bliver folk glade af kunst og kultur, og det er i modsætning til folk, som mister modet.

Og så er kulturpolitik et rigtigt spændende politisk område, fordi det også berører så mange andre områder end f.eks. kunst og kunststøtte. Man kan tale om alle mulige former for kultur; arbejdskultur, madkultur og trafikkultur. Det handler også om det værdibaserede, som f.eks. at folk skal vise sig fra sin gode side i trafikken, eller at man opdrages til kollektiv adfærd på en arbejdsplads. Med andre ord kan man bevæge sig ud på andre politikområder, end bare det snævre kunstområde.

 

Har du bestemte idealer, som er særligt vigtige for dig at fremme i dit kulturpolitiske virke?

Jeg prøver at gøre alt, hvad jeg kan i forhold til at fokusere på de befolkningsgrupper, der på nuværende tidspunkt har meget lidt fokus på kunst og kultur i deres liv. Det drejer sig om ca. 10% af befolkningen, som ikke bruger andre kulturtilbud end at se fjernsyn. I den sammenhæng har jeg i forbindelse med finansloven i 2013 og 2015 bl.a. foreslået at lancere et kulturklippekort, som man kan udbyde på kommunalt plan, sådan at flere end nu vil motiveres til og har mulighed for f.eks. at komme gratis i teatret – at få smagsprøver på, hvor spændende kunst- og kulturoplevelser kan være.

 

Er der politiske initiativer, du er særligt stolt af i forhold til arbejdet med at få kulturen ud til dem, der ikke bruger den?

Eksempelvis er der de sidste mange år gjort meget på både museums- og biblioteksområdet, og i dag er det faktisk omtrent 80 % af befolkningen, der kommer på bibliotekerne jævnligt. Det er en institution, der bliver besøgt af en stor del af befolkningen, som ellers ikke tager del i det brede kulturliv. Dét mener jeg i allerhøjeste grad er en kulturpolitisk fortjeneste. Da vi i 2008 forhandlede biblioteksloven, så sørgede vi ikke kun for, at der stadig skulle være biblioteker i udkantsområderne og i mindre byer. Vi sørgede også for, at bibliotekernes berettigelse generelt skulle være mere end ’blot’ at udlåne bøger. Bibliotekerne er nødt til at have andre kulturtilbud, såsom foredrag og f.eks. små teaterforestillinger, og altså være et samlingspunkt for en bred vifte af kulturtilbud.

 

Hvor stor indflydelse har du som kulturpolitiker på kulturens eksistensbetingelser?

Efter min mening har både den nuværende og tidligere regering brugt alt for lidt af statens samlede budget på kulturområdet. Det gør, at man som kulturpolitiker har meget lidt råderum i forhold til nye kulturpolitiske tiltag som f.eks. kulturklippekortet, der ville koste cirka 10 mio. kr. at gennemføre. Jeg har gjort alt, hvad jeg har kunnet for at ændre på kulturbudgettet, når vi hvert år drøfter finansloven, og i 2013 fik vi faktisk forhandlet yderligere 25 mio. kr. til området. Men som udgangspunkt har det været meget op ad bakke de sidste mange år, også selvom det faktisk er få penge, der kunne give kulturområdet et vægtigt løft. Og det er i virkeligheden en pind til regeringens egen ligkiste, tror jeg.

Det er min opfattelse, at der er rigtig mange kulturfolk, som er utilfredse med den nuværende regerings prioriteringer. Jeg har talt med musikere, forfattere, og ikke mindst idrætsfolk, som er skuffede over, at de er blevet beskåret i deres tilskud eller over, hvordan der politisk er blevet prioriteret inden for deres område generelt. Et eksempel på dette er DIFs initiativ ”Get to sport”, der arbejder med at styrke idrætten i socialt udsatte boligområder, men som for nyligt er blevet beskåret i den statslige finansiering.

 

Har kulturpolitikeren forpligtelser, der rækker ud over de fordelingspolitiske opgaver?

Jeg synes, at kulturpolitikken skal være meget mere end det fordelingspolitiske. Det handler om, at hele befolkningen både skal kunne nyde og yde kulturen. Uanset hvilke præferencer man har og hvilke former for kulturoplevelser, man interesserer sig for. Vi skal også sikre de smalle former, som ballet og boksning.

Desuden synes jeg, vi som kulturpolitikere skal blande os i internationale kulturbegivenheder. Aktuelt har vi nogle diskussioner om de store idrætsbegivenheder, som f.eks. finder sted i diktaturer som Qatar, hvor migrantarbejdere bygger store idrætsarenaer, uden løn, mens tusinder af dem dør på arbejde. Vi kan ikke bestemme over de store internationale idrætsorganisationer, som jo bygger på medlemsdemokrati. Men jeg mener, at vi skal lægge pres på dem med vores demokrati og forsvar af arbejdstagerrettigheder.

 

Hvad skal der til for, at kulturpolitik kunne blive et valgtema?

Et af de store emner ved det kommende valg i Danmark bliver indvandrer- og flygtningepolitik, som også er yderst relevant kulturpolitisk. Masser af nye kulturstrømme i vores samfund kommer med indvandrere og flygtninge, der grundlæggende har en anden kultur. Jeg synes, at alle former for kultur skal have plads i vores samfund. F.eks. indvandrere fra Nigeria, som beriger fodbold-superligaen (feks. i FC Midtjylland), ny mad fra Østasien og teater fra Kina.

Men vi kommer aldrig til at se kulturpolitik som et hovedtema i valgperioder, f.eks. i forhold til om vi skal bevare Det Kongelige Teater eller ej. Sagen er, at på Christiansborg mener alle de politikere, der ikke er kulturpolitikere, at kulturen er ”ved siden af ” de øvrige politiske områder og ikke ligeså vigtig  som ”de store temaer” beskæftigelse, økonomi, indvandrer- og flygtningeområdet f.eks.

Jeg synes, at kulturpolitik er meget mere vigtig end bare ”flødeskum”. Som sagt, mener jeg, at kultur er en central del af vores liv, og derfor vil jeg blive ved med at presse på for, at vi får flere penge til at finansiere alle former for kulturaktiviteter i samfundet.

 

Hvad gør du for at skærpeopmærksomheden om kulturpolitiske beslutninger og kulturpolitik?

Jeg gør, hvad jeg kan for at oplyse befolkningen gennem pressen og i diskussioner, hver gang der er møder omhandlende kulturpolitiske spørgsmål, f.eks. da vi havde en stor diskussion om DRs nedlæggelse af Underholdningsorkestret. Her gjorde jeg, hvad jeg kunne for at oplyse om, at de borgerlige sammen med regeringen havde skåret ned på DRs økonomi med 80 millioner kr., gennem afskaffelse af erhvervslicensen. Jeg holdt fast på, at vi skulle bevare Underholdningsorkestret ved at skaffe disse penge til DR.

Jeg synes, at det er et godt eksempel på et samarbejde mellem os på Christiansborg og den almindelige befolkning. Gennem støttekoncerter og forskellige happenings fik vi faktisk lagt et vist pres på både regeringen og den borgerlige opposition.

 

Jævnligt siges det, at Dansk Folkeparti som parti er tydeligst i forhold til, hvad der diskuteres kulturpolitisk. Hvad mener du om den påstand?

Det skyldes, at Dansk Folkeparti er det eneste parti, der ikke i praksis går ind for, at armslængdeprincippet gælder. Det er min overbevisning, at når staten har uddelt midler, skal politikerne ikke blande sig i indholdet, sådan som Dansk Folkeparti gør. Det er fint at have en holdning – men man skal ikke blande sig i indholdet, uanset om det så måtte være et teaters forestillinger eller Danmarks Radios budget.  F.eks. vil Dansk Folkeparti konkret have nedlagt DR3, og det synes jeg er at blande sig i Danmarks Radios specifikke prioriteringer.

 

Hvad skal der ellers satses på, hvis dit parti får kulturministerposten?

Jeg vil gøre alt for at arbejde for, at alle mennesker har mulighed for at dyrke deres egen kultur. Jeg mener eksempelvis, at det er vigtigt at sørge for, at der i hele landet er øvelokaler og flere muligheder for at afholde arrangementer med åben scene, så alle mennesker f.eks. kan producere og opleve musik- og teaterforestillinger, uden at det har meget høje omkostninger. Når vi skal forhandle musikhandlingsplan bliver vi nødt til at gøre noget for de områder, man kalder ”Udkants-Danmark”, sådan at man ikke kun har mulighed for at spille på interessante scener i København og i de større byer. Det handler om fordelingen af pengene på budgettet, og at vi skal prioritere de tyndbefolkedes egne rundt omkring i Danmark.

 

Hvad er udsigterne for sådanne tiltag, nu hvor langt størstedelen af midlerne er lagt ud i støtteordninger på forhånd? Vil der være politisk vilje til at genoverveje, hvordan pengene bliver fordelt?

Det håber og tror jeg på. Der er større og større opbakning til at fordele midlerne anderledes, så de bl.a. fordeles mere rundt omkring i landet. Og som sagt mener jeg, vi skal bruge flere penge på kulturen, ikke mindst til talenterne og undergrunden. Det handler om befolkningens mulighed for at dyrke deres interesser, og når vi f.eks. snakker om at fordele pengene til hele landet, så tror jeg, at kulturministeren giver mig ret. Kulturen skal ikke være forbeholdt dem, der bor i de større byer, men også for dem, der bor langt ude på landet.

 

 


 

Interview og bearbejdning: Jakob Høgh Sørensen

Efterredigering: Jakob Høgh Sørensen og Mette Gadegaard