Foto af Karsten Ohrt

 


 

Følgende er et interview med Karsten Ohrt, formand for Ny Carlsbergfondet. Interviewet er bragt i kulturledelse.dk – MAGASIN 2, der handler om filantropi og fondsstøtte i dansk kulturliv. Karsten Ohrt forholder sig til fire påstande om betydningen af fondsvirksomhed, som Anker Brink Lund og Christian Edelvold Berg afprøver i artiklen Fup & fakta om filantropiske fonde

 


 

Ville offentlig kulturstøtte øges, hvis man afskaffede fondenes skattefradrag?

Det er et postulat. Der er ingen evidens for, at det skulle forholde sig sådan. Jeg synes i stedet, vi skal glæde os over, at der er nogle fonde, der uddeler midler, og hvis eneste formål er, at midlerne skal være til gavn for folket, kunsten og kulturlivet. Og så synes jeg, at det er meget positivt, at der overhovedet findes støttegivende instanser, som ikke er afhængige af politiske dagsordener og politisk indflydelse. Fonde er med til at skabe et mere mangfoldigt kulturliv og har samtidig mulighed for at støtte lidt mere dristige foretagender, blandt andet fordi man ikke skal igennem et indviklet, politisk system.

Eksempelvis var Ny Carlsbergfondet i sin tid med til at sætte skub i realiseringen af et nyt, ambitiøst museum i Aarhus, ARoS, da fondet hurtigt besluttede at donere 40 mio. kr. til museet til indkøb af kunst i topkvalitet, bl.a. dét, der blev museets ikon; australske Ron Muecks skulptur ”Boy”.

 

Er dansk kultur mere afhængig af fondsstøtte nu end tidligere?

Som Anker Brink Lund og Christian Edelvold Berg skriver i deres artikel, er det for det første rigtigt, at der er kommet flere midler i fondene nu end tidligere. Men som de også godtgør, udgør fondsfinansiering i kulturlivet stadig kun 10 % af det samlede billede; det er altså utvivlsomt stadig de offentlige skattemidler, der betaler mest til og har den største betydning for kunsten og kulturen. Og det er desuden også rigtigt, at før Kulturministeriet og Statens Kunstfond blev oprettet, havde fondene endnu større betydning for kulturlivet sammenlignet med nu.

Det er væsentligt at bemærke, at der er sket en enorm professionalisering af danske museer og kunst- og kulturinstitutioner generelt. Man har fået meget høje, internationale standarder – og med det følger naturligvis også højere omkostninger. Heldigvis er der fonde, som gerne vil bidrage til, at en sådan professionalisering kan ske – og i øvrigt er fondene selv blevet betydeligt mere professionaliserede; de arbejder langt mere fagspecifikt end førhen, bl.a. ved at gå aktivt ind i projekterne, følge dem til dørs og udføre opfølgende arbejde og evaluering – frem for bare at sende en check.

I stedet for at lamentere, at fondenes indflydelse er for stor, synes jeg, vi skal glæde os over, at fondenes eksistens betyder, at vi kan tilbyde kunst og kultur på et meget højt niveau i Danmark. Havde vi ikke fondene, ville vi have et andet kulturliv, både på et kvantitativt og et kvalitativt plan.

 

Der stilles i dag større krav til kulturlederes evner og kvalifikationer inden for fundraising. Hvordan forholder du dig til det?

Det er ganske enkelt et vilkår. Hvis man kigger på Statens Museum for Kunst, hvor jeg har været direktør, opererer man med et budget fra Kulturministeriet, der er betydeligt mindre end de faktiske udstillings- og indkøbsomkostninger. Det er simpelthen en nødvendighed at skaffe midler andre steder fra end dem, der bevilges fra det offentlige. Det kan helt sikkert sommetider være meget”op ad bakke”at skulle skaffe penge på den måde, og som udgangspunkt ville det naturligvis være rart med et større grundbudget. Men omvendt vil jeg også understrege, hvor sjovt det kan være for f.eks. en museumsdirektør, når det lykkes at skaffe de nødvendige midler udefra. Som institutionsleder bruger man jo en masse tid på at tale og diskutere med fondene, hvis eneste formål er at støtte kunsten og kulturlivet. Når jeg som museumsdirektør har fået spørgsmålet, om hvorvidt det dog ikke var irriterende altid at skulle stå med hatten i hånden – har jeg afvist det. Fondenes midler skal jo gå til et godt formål, og derfor har jeg aldrig set det som problematisk at arbejde for at få adgang til midlerne, f.eks. til udstillinger, der ville være til gavn for et bredt udsnit af det danske folk.

 

Er dansk kulturliv på vej mod amerikanske fundraising-tilstande?

Jeg mener ikke, at man kan sammenligne dansk fondspraksis og kulturliv med den amerikanske kultursektor, hvor meget få institutioner modtager tilskud fra det offentlige. Vi kommer aldrig i den situation i Danmark, dertil er de sociokulturelle og ideologiske forskelle på USA og Danmark for store og fundamentale.

 

Bestemmer filantropiske fonde for meget i dansk kulturliv?

Det er ikke fondene, der meddeler et museum, hvad museet skal lave af bestemte projekter eller udstillinger – men 100 % omvendt. Der er ikke tale om, at vi stopper ting ned i halsen på institutionerne, men mere om et samarbejde mellem os og institutionerne. Det foregår f.eks. sådan, at vi ugentligt har besøg af ledere fra dansk museumsliv – og alle mulige andre institutioner i øvrigt – hvor vi, netop fordi vi er et kunstfaglig fond, drøfter de udfordringer, museerne står overfor og hvilke ønsker og behov, de måtte have.

I de senere år er der opstået en tendens til, at fondene laver brandingstrategier og bestemte profiler i forhold til, hvilke områder de støtter. Ny Carlsbergfondet adskiller sig f.eks. fra mange andre fonde, fordi vi som sagt er en fagfond bestående af skrappe kunst- historikere. Men i virkeligheden er fondspraksis et spørgsmål om at gøre noget godt for det danske folk, og fondene opererer jo efter en fundats, som de ikke kan vige fra.

 

Men vil det sige, at du ikke opfatter fondene som magtfulde?

Det er klart, at har man penge, er man også med til at bestemme. Men jeg vil gerne understrege, at de fleste af de museer, der søger kvalitativt hos Ny Carlsberg- fondet, får tildelt midler, om end det ikke er sikkert, at de får det præcise beløb, de fra begyndelsen har bedt om. Det eneste, vi forlanger af museerne, er, at de præsenterer en strategi, så vi kan se, at dét, der bliver bedt om penge til, hænger sammen med, hvad man gerne vil med museet som helhed. Og det kan man selvfølgelig godt sige er en slags magtudøvelse alt afhængigt af, hvordan man definerer magt.

Selvfølgelig kan det virke meget magtfuldt at sidde inde med store beløb, der skal placeres et sted. Men for mig som fondsdirektør og for fonden er dét at gøre noget godt for kulturlivet og samfundet det vigtigste og dét, vi fokuserer på. I Ny Carlsbergfondet gør vi meget for at være selvkritiske over for uddelingen af midler og ser ofte på, om der er nogen, vi ubevidst har forfordelt eller glemt. Vi betragter os mere som ydmyge tjenere end magtfulde overherrer; Man kan vel nærmest sige, at vi er tjenere af kunsten og Carl Jacobsen, hvis mål var at skærpe lysten og trangen til kunst hos det danske folk. Når det er sagt, skal vi selvfølgelig også være visionære, ligesom Carl Jacobsen var det; f.eks. vil vi gerne begynde at samarbejde med internationale fonde og i det hele taget være mere katalytiske og gøre ting, som offentligheden ikke havde regnet med, og som vi kan gøre, netop fordi det er en fagfond, vi har at gøre med.

I øjeblikket har vi f.eks. sammen med Faaborg Museum iværksat et brandingsprojekt af museet, hvor vi i fondet, foruden at finansiere tiltaget, agerer samarbejdspartner, der sammen med museets ledelse og bestyrelse drøfter, hvordan dette spændende museum kan blive endnu mere synligt. Men uanset hvad vi gør, skal det selvfølgelig være inden for fundatsens rammer.

 

I hvor høj grad har du magt til at styre dagsordenen i dansk kunst, når man tager din position som formand for fondet i betragtning?

Der er et magtforhold i alle relationer, og vi er bevidste om den vigtige position, fondet har i dansk kunstliv og forholder os ydmygt og sobert hertil. Alt foregår som sagt gennem et samarbejde med museernes faglige personale, og vi har ingen interesse i at forsøge at styre bevægelserne i dansk kunst. Tværtimod er det en kongstanke for os, at vi arbejder i kunstens tjeneste og med respekt for alle de dygtige kunstnere og kunsthistorikere, vi har i Danmark. Skal vi tale om magt, kunne man jo også pege på den positive magt, som al den kunst, Ny Carlsbergfondet placerer i det danske samfund, har på alle de mennesker, som dagligt møder værkerne.

 

Hvad mener du, at fondene bidrager med til dansk kunst og kulturliv?

Jeg mener, at vi sammen med Statens Kunstfond er vigtige for, at kunsten kan udfolde sig og komme ud til den brede befolkning. Ligesom Carl Jacobsen mener vi i Ny Carlsbergfondet, at kunst er meget vigtig for danskerne – at det gør en forskel. Og vi tager det meget alvorligt, at den støtte, der gives fra fondets side, modtages i den ånd, det er givet.

Og så er det ikke nok, at vi er med til at sørge for, at der hænger noget på væggene ude i institutionerne; vi er også nødt til at vende tilbage året efter og finde ud af, hvad institutionerne har fået ud af og for støtten og at fortælle om dét indhold, der gives støtte til. Vi er blevet meget optagede af at udvise åbenhed om de forskellige processer og hvilke værker, vi har støttet.

 

Påfører fondsbevillinger det offentlige ekstra omkostninger?

Fondene i Danmark er enormt opmærksomme på og interesserede i, at offentligheden og de offentlige instanser støtter op om de projekter, der fondsstøttes. Det seneste eksempel er Statens Naturhistoriske Museum, der manglede 200 mio. kr. ud af et byggebudget på 920 mio. kr., som så endte med at blive dækket af to fonde, der – meget rimeligt – stillede den betingelse, at få vished om, at Københavns Universitet vil støtte driftsmæssigt op om museet for at sikre sig, at museet faktisk kan leve videre.

 

Der er tradition for, at fonde udelukkende støtter byggeprojekter, anlæg, specifikke kunstværker ol. Hvorfor bidrager fondene ikke i højere grad til driften af kulturinstitutioner og –organisationer?

Det er selvfølgelig et reelt spørgsmål, men det er simpelthen ikke muligt for fondene, ofte i kraft af fundatserne, der ikke lægger op til finansiering af drift. I Ny Carlsbergfondet får vi penge fra år til år i forhold til Carlsberg-bryggeriets indtægter, og derfor kan vi ikke forpligte os til at kunne give driftsbevillinger, som Kulturministeriet og Kulturstyrelsen gør. Hvad hvis nu bryggeriet går nedenom og hjem?

I øvrigt ville det være yderst besværligt at skulle bedømme hvem, der skulle modtage en sådan driftsbevilling frem for andre, hvordan og hvorfor. Det giver en smidighed for os at kunne arbejde fra projekt til projekt. Den eneste undtagelse til dette er, at vi giver direkte driftstilskud til Ny Carlsbergs Glyptotek, der er gået fra 5 mio. til 10 mio. kr. i årlig driftsstøtte, efter jeg begyndte som formand for fondet. Men det har samtidig betydet et krav fra vores side om større synlighed af udstillingerne på museet og desuden fokus på udvikling af evner til selv at tjene penge.

 

Læs interviews med Søren Bojer Nielsen og Peter Duelund i kulturledelse.dk – MAGASIN 2

 


 

Karsten Ohrt er mag.art., kunsthistoriker og formand for bestyrelsen i Ny Carlsberg- fondet. Fra 2007-2014 var han direktør på Statens Museum for Kunst og har tidligere været direktør for Kunsthallen Brandts i Odense og museumsinspektør på Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg, nu KUNSTEN.

Ny Carlsbergfondet er en privat og uafhængig kunstfond. At virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland er kernen i fondets fundats, der blev underskrevet den 20. januar 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen. Fondets bevillinger, der i 2015 andrager ca. 120 mio. kr., fordeler sig i tre hovedkategorier: værkdonationer til museer, udsmykningsopgaver og kunstforskning, mens en fri pulje rummer midler til andre kunstrelevante formål.

 


 

Foto: Morten Holtum