Interview: Marlene Borst Hansen

Marlene Lorentzen, Radikale Venstre,

Marlene Borst Hansen (f. 1974) er kulturordfører for De Radikale. Hun er uddannet folkeskolelærer og er tidligere politisk udpeget medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Marlene Borst Hansen er desuden partiets gruppesekretær samt udlændinge-, idræts-, sundheds- og psykiatriordfører.

 


kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med Marlene Borst Hansen, kulturordfører for De Radikale.

Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.


 

Hvorfor er du kulturpolitiker?

Det blev jeg lidt ved en tilfældighed. Da jeg var kommunalpolitiker i Kolding, blev der forhandlet en formandspost for kulturudvalget hjem til mig. Umiddelbart havde jeg ikke det store kendskab til kulturpolitik, så jeg ringede til Elsebeth Gerner Nielsen [forhenværende kulturminister fra De Radikale, red.] og spurgte, hvad jeg burde læse for at få et større kendskab til området. Det havde hun dog svært ved at give et enkelt svar på, da der jo selvfølgelig ikke er én samlet bog, man kan kaste sig over. Men jeg fandt også ud af, at jeg faktisk vidste ganske meget om kultur i forvejen gennem min uddannelse som folkeskolelærer med linjefag i religion og dansk – og fordi jeg selv er stor kulturbruger.

I min tid i Kolding Kommune lavede vi på et tidspunkt udvalget om, så det blev til et kultur- og erhvervsudvalg, der gav mulighed for at tænke kulturpolitikken mere strategisk, f.eks. i forbindelse med byplanlægning. Min fornemste opgave på tinge har altid handlet om at få kulturpolitik til ikke at være et isoleret område, men tværtimod en del af alle øvrige politiske områder. Jeg er kulturpolitiker for at insistere på netop dét. Kulturen skal ikke minimeres til bare at handle om at få “sjove oplevelser”.

Kultur har betydning for den måde, vi interagerer på som mennesker; den spiller en væsentlig rolle, fordi den er med til at skabe forpligtende fællesskaber, hvilket er noget af det allervigtigste for vores demokrati. Hvis man f.eks. er med i en teatergruppe eller spiller musik med sine kammerater, er alle nødt til at yde en indsats for at få det fælles projekt til at lykkes. Det giver en forståelse af at indgå i et forpligtende fællesskab. Når man oplever at blive anerkendt for sin indsats, tager man mere ejerskab og får ansvarsfølelse. Det gavner den enkelte, og det gavner det fællesskab, vi kalder Danmark.

Jeg ønsker et samfund, hvor alle føler sig som en del af fællesskabet og hvor de stærke tager medansvar for de mindre stærke. Vi ved, at det ikke er alle, som er en del af et kulturelt fællesskab, og det er derfor vigtigt at arbejde for, at der laves flere forskellige muligheder for at være en del af et sådant. Den læring der ligger i at indgå i et fællesskab og opdage, at man bidrager med noget og får anerkendelse for sine evner og sin indsats, er uvurderlig. Så jeg er kulturpolitiker for at insistere på, at kultur ikke skal betragtes som flødeskum, men som fundament.

 

Hvordan realiserer du den holdning i din politiske praksis?

Jeg har f.eks. arbejdet på et udspil om kultur som socialpolitisk løftestang. Jeg mener helt grundlæggende, at alle mennesker har ret til kulturoplevelser. Ikke fordi man skal kunne måle en nytteværdi, men fordi det er en menneskeret at blive sat i spil, blive underholdt og inspireret. Jeg tror ikke nødvendigvis, at misbrugere kommer ud af deres misbrug ved at opleve god kunst. Men det kan være, at det gør deres liv lidt lettere at mestre, i hvert fald for en tid.

Samtidig er det jo min påstand, at kulturelle fællesskaber er noget af det bedste til at skabe sammenhængskraft. Uanset om du taler polsk, går til fredagsbøn eller er opvokset i Kina kan du f.eks. altid spille fodbold sammen med andre. Her bliver alle skel mellem mennesker nedbrudt. Her er bolden, kampen og holdet i fokus. Vi kender alle følelsen af at vokse indeni, når man er en del af en gruppe, der gør noget sammen. Det giver følelsen af at være vigtig, høre til og være accepteret. De følelser skal vi styrke.

Man kan dog møde enorm modstand, når man begynder at tale om, hvad kultur kan. Modstanden kommer af, at man ikke ønsker, at kulturen skal spændes for en vogn. Men det er heller ikke mit ærinde. Mit ærinde er at vise, hvor vigtig kulturen er for det at være samfundsborger. Og når der insisteres på, at kultur har en værdi i sig selv, sker det som oftest i opposition til en fuldstændig nyttetænkning af kultur – og på den måde, forstår jeg godt argumentet.

Det er fint, at vi har et Kulturministerium, der kan tages sig af fordeling af midler til institutionerne og kan stå for nyudvikling. Men hvad, der ikke er fint, er, at hvis man nævner kulturpolitikken som en væsentlig faktor f.eks. i forbindelse med, at man laver sundhedspolitik, bliver det sjældent taget alvorligt og affærdiges med, at ”det skal ordnes ovre i Kulturministeriet”. Diskussionerne kommer sjældent uden for de kulturpolitiske kredse, og det er et problem, for så bliver det ligesom Kulturmødet på Mors, hvor det er de samme mennesker, der mødes og diskuterer kulturpolitik med hinanden. Når man diskuterer kulturpolitik, synes jeg, det er vigtigt, at man gør det med nogen, hvor det er nødvendigt at forklare, hvorfor kulturpolitikken er vigtig – for dét er der alt for mange mennesker, der ikke ved. I stedet burde man bruge kræfterne på at debattere kulturpolitik og sætte kulturen i spil i alle mulige forskellige sammenhænge, f.eks. på Folkemødet på Bornholm.

 

Hvor stor indflydelse har du som kulturpolitiker på kulturens eksistensbetingelser?

Når vi som politikere kommer med udspil til, hvordan vi får flere i kontakt med arbejdsmarkedet eller hvordan vi undgår, at færre bliver kronisk syge, er der usandsynligt få elementer, der handler om kultur. Politisk betragter man typisk ikke kulturen som en del af kernevelfærden, hvilket jeg synes er helt forkert. Jeg mener, at det er nødvendigt, at kulturpolitikken tænkes ind, når man som samfund står overfor en større udfordring, der skal løses.

Hvis man som kulturpolitiker forsøger at komme ind i Socialministeriet med kulturpolitiske forslag, mødes man ofte positivt. Men på den anden side ønsker Socialministeriet ikke, at der skal tages fra deres budgetter. Og hvis jeg omvendt kommer med et forslag om kultur som socialpolitisk løftestangover for museerne, er de også positive, men vil samtidig have flere penge til at komme i kontakt med nye borgergrupper og målgrupper.

Selvfølgelig er der nogle helt basale ting, der skal være på plads i et samfund, men for mig er det også helt basalt, at alle børn har mulighed for at gå til en fritidsinteresse. Netop det er nødvendigt for at lære at begå sig i de forskellige forpligtende fællesskaber og en fundamental del af hele foreningslivet. Det er et demokratisk kerneproblem, at alle børn ikke har den mulighed.

Kulturpolitikken er langt nede på prioriteringslisten, men så igen; hvis politikerne lukkede det lokale bibliotek, ville der blive ramaskrig. Kultur har en betydning, men vi er ikke særligt opmærksomme på det, før vi mister den.

 

Hvad skal der til for, at kulturpolitik kan blive et valgtema?

Jeg har selvfølgelig ikke nogen snuptagsløsning på det problem. I Kolding Kommune stod jeg i spidsen for at få etableret et egnsteater, Mungo Park Kolding, og det lykkedes med én enkelt stemme i byrådet. Men det var lige før, det ikke lykkedes, fordi diskussionen op til afstemningen var kørt op til, at kultur var noget elitært. Og det gjorde det ikke meget nemmere, at jeg oven i købet var fra Det Radikale Venstre – det gjorde, det kun endnu mere ’elitært’, mente man. På trods af det, er der i dag ingen, der skal komme og lukke Mungo Park; nu har borgerne en ejerfølelse – det er deres teater. Det, synes jeg, siger noget om, at når kulturen først har etableret sig som tilfældet med Mungo Park, så har det en kæmpe værdi.

Det er en billedliggørelse af, hvad jeg tror på; kulturpolitikken bliver aldrig valgtema, hvis folk ikke møder kulturen. Mange borgere i Kolding havde jo aldrig prøvet den type professionel teater som Mungo Park kan tilbyde før, og derfor vidste man ikke, at det var noget, man kunne lide. Derfor synes jeg også, at de store institutioner har en forpligtelse til at forsøge at nå ud til så mange som overhovedet muligt og ud til bredere målgrupper. Og i den forbindelse er nogle institutioner meget, meget gode og arbejder meget målrettet med indsatsen, mens andre stadig har enormt meget at lære.

 

Hvad skal der satses på, hvis dit parti beholder kulturministerposten efter valget?

Vi skal blive ved med at insistere på, at børn og unge skal møde kunst og kultur i højere grad, end de gør i dag – også professionel kunst og kultur. Det offentlige er jo i kontakt med børn og unge, så der er mulighed for, at vi kan nå dem i de offentlige institutioner. F.eks. var jeg forleden med KODA ude på en række skoler, hvor eleverne fik lov til at møde en professionel musiker, hvilket er noget helt andet end det, eleverne oplever med deres musiklærere.

Det handler om at nedbryde barrierer, der ikke kun er økonomiske; der er kæmpe grupper i landet, som ikke går i teatret eller læser bøger. Og det handler om et fælles fundament, som vi får i folkeskolen, og at de oplevelser, vi får gennem kulturen, knytter os sammen i et fællesskab.

 


 

Interview og bearbejdning: Jakob Høgh Sørensen

Efterredigering: Jakob Høgh Sørensen og Mette Gadegaard

 


 

kulturledelse.dk © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER