Mette Bock (f. 1957) er kultur- og medieordfører for Liberal Alliance  samt ordfører for en lang række andre områder såsom udenrigspolitik, kirke, forbrug, fiskeri,  it og landbrug og fødevarer.Mette Bock er uddannet mag.art i filosofi og er også cand.scient.pol. Hun har tidligere arbejdet som direktør på DR Programproduktion, været prorektor på Århus Universitet, ansvarshavende chefredaktør og direktør på Jyske Vestkysten samt direktør i Muskelsvindfonden.

 


kulturledelse.dk – MAGASIN 3 har kulturpolitik og valg som tema. I magasinet finder man interviews med samtlige kulturpolitiske ordførere fra de ti opstillingsberettigede partier. Her følger en smagsprøve på interviewet med Mette Bock, kulturordfører for Liberal Alliance.

Du kan læse mere om kulturledelse.dk – MAGASIN 3 og købe magasinet her.


 

Hvorfor er du kulturpolitiker?

Det er jeg, fordi jeg hele mit liv har været optaget af kunst og kulturens betydning for vores samfund. Jeg ser kultur som noget, der griber meget langt ind i hele samfundets grundpiller og ikke som noget, der er snævert afgrænset til æstetiske kunstformer som musik og teater. Men jeg bryder mig samtidig ikke om, at man i kulturpolitikken taler om kultur som ”vaner”. For så bliver kultur ”alting” og lig med den måde, vi lever og organiserer os på. Så bliver det for bredt.

I kulturpolitikken beskæftiger vi os med kulturstøtte og alt det, der omfatter kunstneriske udtryksformer. Både som hverdagskulturelle udtryksformer og som snævrere defineret kunst.

 

Hvad er kunstens og kulturens rolle i samfundet?

Kunstens og kulturens rolle er i hvert fald ikke at behage, men at udfordre det eksisterende, at provokere, at skubbe på og at få os til at reflektere over lov og samfund. Men det behøver ikke at være det samme som, at al den kunst og kultur, man beskæftiger sig med for at få de dimensioner, skal være nyt. Jeg lytter f.eks. ofte til Bachs oratorier, der jo på ingen måde er nyt materiale. Men det har stadig en reflekterende effekt og er derfor relevant og aktuelt for mig. Dét at kunst- og kulturoplevelser gør noget ved os, ændrer noget, får os til at reflektere og gør os tænksomme, er for mig et vigtigt element i kunstens og kulturens rolle i samfundet. Når jeg f.eks. ser maleren Michael Kviums billeder bliver jeg udfordret, men ikke behaget. Billederne får mig til at tænke over det lov og det samfund, som jeg og andre er en del af. Hvad er forside og hvad er bagside? Hvem ser hvad? Og hvorfor?

 

Hvor stor indflydelse har du som kulturpolitiker på kulturens eksistensbetingelser?

Jeg kan være med til at rejse diskussioner og stille nogle spørgsmål, men for mit eget vedkommende er  situationen jo den, at jeg tilhører et lille nyt parti, der har begrænset indflydelse i kraft af det antal mandater, vi har. Jeg er et tålmodigt menneske og som årene går, håber jeg på, at min indflydelse på det her område bliver større.

Vi skal som kulturpolitikere sætte rammer, der giver gunstige vækstbetingelser. På den ene side skal vi ikke være nervøse for at tale kvalitet og på den anden side holde armslængde. Det er nærmest en umulig opgave, og derfor får kulturpolitikere ofte så megen kritik.

 

Mener du, at man som kulturpolitiker har ret til at mene noget om de værker og konkrete tiltag, man på et overordnet plan er med til at uddele penge til?

Det er altid legitimt at mene noget, og det er en del af hele pointen med et demokrati. Jeg synes, det er i orden, at man som kulturpolitiker er med til at diskutere og har en mening om, at noget er bedre end andet, men det skal handle om de overordnede strukturer for kunsten og kulturen. Det er en vigtig del af demokratiet, at man har de folkevalgte politikere, som ikke nødvendigvis har en kunst eller kulturfaglig uddannelse og baggrund, til at foretage nogle overordnede prioriteringer på folkets vegne. Men det skal selvfølgelig ikke være sådan, at kulturpolitikerne f.eks. egenrådigt bestemmer, hvad der er god eller dårlig kunst. Og derfor er armslængdeprincippet et godt princip, som også hele tiden er til debat.

I partierne er vi dog uenige i, hvad armslængdeprincippet indebærer. Jeg mener ikke, at vi som kulturpolitikere skal blande os det mindste i konkrete dispositioner i kulturinstitutionerne og f.eks. i hvad Statens Kunstfonds repræsentanter udvælger. Når vi bevilger driftsstøtte, giver det institutionerne bestemte betingelser, og så er det klart, at institutionen skal leve op til de overordnede krav, der følger med støtten. Men det er ledelsen og medarbejderne på den pågældende institution, der træffer de faglige, specifikke beslutninger.

 

Hvilken betydning har kulturområdet i forhold til andre politiske ressortområder?

I folketinget er det desværre lavprestige. Prøv bare at se på, hvor mange gange vi har skiftet kulturminister siden 1961. Kigger man på lande som Tyskland og Frankrig, forholder det sig helt anderledes. I nogle lande er kulturminister noget af det fineste, man kan være. Men i Danmark har vi bare lidt for meget ”træsko på”. Det bliver reduceret til administration og videreførsel af kulturstøtte i stedet for reformer og nytænkning. Vi ser kultur som noget finkulturelt for en lille elite, der befinder sig på en ø.

Jeg synes, det er meget ærgerligt, at vigtige emner inden for kulturpolitik fylder så lidt i de politiske debatter. Når vi endelig diskuterer kulturpolitik, handler det ofte mere om værdikampe end egentlige kulturspørgsmål – eller om hvorvidt man er for eller imod kunststøtte som fænomen, der hurtigt bliver en primitiv diskussion. Skal der skæres i kulturstøtten? Eller skal der være mere kulturstøtte? Og det betyder også, at det er meget svært at blive hørt, når man som kulturpolitiker ikke er villig til at hoppe med på den ensporede dagsorden.

Det ville være langt mere interessant at se på, hvordan kulturstøtten anvendes. Til at bevare – eller til at forandre? Skal vi have kanoner, der cementerer – eller give venlige skub til dem, der er på vej og dem, der allerede sætter Danmark på verdenskortet? Vi kan ikke det hele på én gang. Vi skal turde prioritere.

 

Hvad skal der til for, at kulturpolitik kan blive et valgtema?

På det kulturpolitiske område er vi altså rigtig dårlige til at tage de mere nuancerede diskussioner, hvilket nok også spiller en rolle i, hvorfor kultur aldrig er et reelt valgtema. Kulturpolitik handler ofte om at lave bittesmå ting om, der ændrer en lillebitte smule på den måde, tingene overordnet allerede fungerer på. Og dét synes jeg i virkeligheden er en meget konservativ tilgang til et område som kulturpolitik, der hele tiden burde være nytænkende. Skal vi virkelig blot sidde og dele penge ud til de samme institutioner og tiltag på en måde, hvor vi i virkeligheden år efter år kan flytte rundt på meget lidt? Der er sket så meget i verden i de seneste årtier, der har haft indflydelse på både kunsten, kulturen og de betingelser kunst- og kulturinstitutioner opererer under, og derfor mener jeg, at vi i højere grad bør retænke kulturpolitikken og gennemføre nogle større reformer på området.

Vi bør f.eks. gøre noget ved den måde, man på nuværende tidspunkt fordeler statens kulturmidler på. For at sige det ligeud, er det nærmest umuligt at ændre på noget som helst, og hver eneste gang nogen begynder at røre ved et lille hjørne, lyder der et skingert ramaskrig. Men jeg mener, at vi f.eks. bør kigge på, om  den driftsstøtte, der bliver givet til kulturinstitutioner er rimelig og tidssvarende på flere parametre. Måske er der andre ting end de sædvanelige, der ville være mere interessante for samfundet og befolkningen, eftersom alting har udviklet og forandret sig markant siden Kulturministeriets oprettelse. Kan vi etablere en bedre og mere offensiv arbejdsdeling og synergi mellem offentlig og privat kulturstøtte?

Inertien i systemet, som det er nu, betyder nemlig, at både det elitære og det eksperimenterende, talentmassen og alt dét, der burde spire frem, har meget vanskelige vilkår for at etablere sig – netop fordi tingene er så låste, pga. traditioner og velerhvervede privilegier. De statsanerkendelse museer sætter sig tungt på støtten og nye museer og andre tiltag har meget vanskeligt ved at etablere sig. Kulturpolitikken ville grundlæggende være meget mere interessant – både for befolkningen og politikerne – hvis man i første omgang turde at tage en gennemgribende, nuanceret drøftelse af, hvad kulturpolitik er og hvordan vi fordeler kunst- og kulturstøtten. Det ville tage lang tid at tage en gennemgribende og nytænkende drøftelse om det her, men jeg mener, at det er på høje tid.

 

Hvilke andre idealer og mål har du for dit kulturpolitiske virke?

Jeg taler tit om en tredeling af institutioner og organisationer i kulturlivet. For det første er der ”eliten”, som er de store bærende kulturinstitutioner, såsom Det Kongelige Teater, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, der alle har et internationalt eliteniveau. Og så er der det nederste lag, som er den mere eksperimenterende talentmasse i undergrunden. Dem, der er på vej.

Mellem top og græsrødder har vi en stor og bred mellemgruppe, der indeholder megen mainstreamkultur og alt hvad der foregår i hjørner  og sprækker i landet. Som det er nu, binder vi rigtig meget af kulturstøtten til denne mellemgruppe, hvilket betyder, at vi i virkeligheden både udsulter de bærende kulturinstitutioner, der har internationalt niveau, og undergrunden, som ofte er dét der i virkeligheden udfordrer vores samfund og dét, som er med til at skubbe gang i både økonomisk og mental udvikling. Helt overordnet ønsker jeg, at vi undersøger mulighederne for, at der er en større del af den mainstreamkultur, som i dag er statsstøttet, som kan stå alene. Vi skal undersøge, hvor det giver mening, at staten griber eller ikke griber ind. Hvor er der vigtige elementer, der ikke kan overleve uden statens hjælp? Og hvor er det, man i stigende grad må vurdere, at kunsten og kulturen skal være selvbærende?

Kigger man f.eks. på filmproduktion er der uden tvivl nogle statsstøttede produktioner, som i virkeligheden burde klare sig helt eller delvist på egne og markedets præmisser. Eller i det mindste tilbagebetale støtten fuldt og helt, når pengene viser sig at kunne hentes ind på markedets præmisser. Jeg synes, man skal kigge på, hvordan vi støtter i forhold til de værdikæder, der sættes i gang, når en film går fra tanke til handling til produkt. Kunne man f.eks. i nogle sammenhænge lave støtten betinget? Forstået på den måde, at hvis en film efter premieren har en betydelig stor indtjening, skulle nogle af støtteressourcerne tilbage i systemet og dermed gives videre til andre nye projekter. Det ville altså være en anden form for cirkulær økonomi, end hvad tilfældet er nu – og jeg tror, det ville komme både eliten og undergrunden til gavn.

Hvis man kigger på museumsområdet, som nok er det mest konservative og låste område i kulturpolitikkens støttesystemer, kunne man desuden kigge på, om det er oplagt, at de museer der har været statsanerkendte og statsstøttede i noget der ligner for evigt, er ligeså afhængige af støtten og på samme måde, som de tidligere har været. Som kulturinstitution er man i dag i forvejen nødt til at tænke i alternative finansieringsformer, hvis man vil følge med tiden, hvilket alt andet lige må gøre institutionerne mere kreative i deres måde at drive virksomhed på. Og jeg tror i øvrigt også, at man bliver bedre til at skærpe sine egne argumenter for, hvorfor et projekt eller en udstilling er relevant i den proces, der ligger i at finde sponsorer og private samarbejdspartnere. Måske skulle man politisk kigge på muligheden for, at man kan gå fra at være en statsstøttet og statsanerkendt kulturinstitution til ikke at være det?

I dag er det nærmest umuligt at røre ved noget som helst på det her område. Og det går udover, at der kunne være nogle nye museer, som på eksperimenterende vis ville være interessante for vores samfund, ikke har forudsætningerne for at etablere sig.

 

Er det, hvad der skal satses på, hvis du bliver kulturminister efter valget?

Jeg bliver aldrig kulturminister. Men ja, jeg mener altså, at man skal satse mere på eliten og potentialet, da det er dét samfundet har brug for. Det er en nødvendighed at støtte de store bærende kulturinstitutioner og at opretholde det høje niveau i et lille land som Danmark. Vi skal med stolthed kunne konkurrere med verdensklassen, og kulturinstitutionerne skal være en af grundene til, atdet er attraktivt at komme til Danmark.

I forhold til potentialet mener jeg generelt, at vi er for svage, og det skyldes nok, at politikere tænke meget institutionelt og bagudskuende. Ting skal normalt have nået en vis modning, før det kommer i betragtning til støtte. Jeg kan forestille mig mange nye organisationsformer, der ville gøre, at der blev skabt nogle rammer, hvor det eksperimenterende havde større og bedre muligheder. De små spillesteder, de eksperimenterede teatre, billedkunstnere på vej – her skulle f.eks. være mere råderum for tidsbegrænset støtte. Seed-money, om du vil.

 

 


 

Interview og bearbejdning: Mette Gadegaard

Efterredigering: Mette Gadegaard og Jakob Høgh Sørensen