Kollektive arbejdsprocesser i kunsten

5903866128_14e8164045_o

 

Af Peter Hanke


 

I alle professioner er passioneret samarbejde ønskværdigt. Og da de udøvende kunstarters særlige kvaliteter er rendyrket gennem mange hundrede år, skulle vi måske i kulturlivet erkende, at disse nedarvede erfaringer indeholder et helt særligt potentiale, som rækker langt ud over leverancen af oplevelse til publikum.

Ideen om kollektive arbejdsprocesser og fælles tilblivelse er dybt rodfæstet i enhver udøvende kunstner. Selv den mest ombejlede solist, der opfattes som en ener eller som stående alene i front foran de øvrige medvirkende, har sin identitet og værensbetingelser tæt knyttet til ensemblet, til en fælles overenskomst med andre udøvende kunstnere – enten i den konkrete forestilling eller gennem karrierens erfaringer.

Dette perspektiv er så grundfæstet i alle de udøvende kunstarters praksis, at man sjældent taler om det i det daglige prøvearbejde eller ved forestillinger med publikum. I enhver praksis og i alle genrer er udøvende kunstarter præget af en kollektiv arbejdsproces og et særligt sæt af gensidighed og afhængighed. I en teaterforestilling, en koncert eller ballet har alle deltagende kunstnere noget på spil over for hinanden. Den succesfulde proces indeholder adskillige lag af fællesskab og stimulation af den kollektive tilblivelse. Man samarbejder, konkurrerer, inspireres og provokeres, skaber fremdrift og ”suspense” på skift og gennemgår i både detaljer og i store linjer en stor, fælles udvikling, når prøver og opførelser skal gennemføres. Dette gælder i den helt lavpraktiske prøvesituation, hvor alle deltagende musikere, skuespiller eller dansere skal være tilstede for, at der skabes fremdrift og et velfungerende prøvearbejde – og på det store, meningsskabende niveau, hvor en samlet fælles forståelse af, hvorfor netop denne forestilling eller koncert er betydningsfuld, kræver et loyalt medspil fra samtlige deltageres side.

Den fysiske, kropslige medvirken og den mentale tilstedeværelse er uomgængelig for at skabe et følsomt og nærværende udtryk – uanset om der er tale om stærke, psykologiske dramaer, slap-stick-timing i en revy eller fælles puls for et symfoniorkester. Der er et krav til, at alle medvirkende er i stand til at lytte, intonere og deltage i en fælles iagttagelse.

I de mest interessante forløb er fuldkommen enighed eller konsensus naturligvis aldrig udgangspunktet, og der kan være massive uenigheder eller direkte fjendskaber involveret i arbejdet med at nå frem til et fælles udtryk. I Federico Fellinis berømte film ”Prova d’orchestra” fra 1978 tegnes et tydeligt og grotesk portræt af det fællesskab, som karakteriserer kollektive kunstneriske arbejdsprocesser i et symfoniorkester og som til stadighed udfordres af kaos. Og selvom orkestret bogstaveligt falder fra hinanden i løbet af filmen, er den bærende ide og de grundlæggende antagelser om fællesskab intakt.

I både musik og scenekunst er begrebet ”ensemble” tæt forbundet med den historiske udvikling af kunstarterne. I de fleste dramatikeres forlæg er ensemblets natur og diversitet en grundlæggende præmis for vellykket scenekunst – både karakterer og udviklingsforløb er afhængige af ensemblets sammenhængskraft og spænding. Og når publikum finder live-performances interessante og flittigt møder op i teatre og koncertsale året rundt, er det ikke mindst pga. den stærke illustration af netop kollektive arbejdsprocesser, som en opførelse er. Dedikation til kunstarten, evnen til at sætte egne behov til side for at nå store resultater sammen med andre udøvende, vises meget tydeligt frem – og gøres til rollemodel for en større samfundsmæssig ide. En identifikation med performerne er mulig på et andet plan end blot stjernedyrkelsen og den sanselige nydelse, hvis man ser godt efter og lader sig inspirere metodisk af udøvende kunstnere.

Man kan anskue kulturlivets mange forskellige grupperinger af udøvende kunstnere som et laboratorium for samfundets udvikling af professionelle fællesskaber. Musik og scenekunst har gennem hele kunsthistorien rendyrket og forfinet arbejdsformerne, og de kollektive arbejdsmetoder, man bruger inden for disse områder, kunne være til stor inspiration for andre professioner.

 


 

På mandag d. 23. marts afholder kulturledelse.dk en salon på Nørrebro Teater med temaet ”Den kollektive arbejdsproces”.

Læs mere om salonen og billetkøb her.

 


 

kulturledelse.dk © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER