kulturledelse.dk om: DR og bestyrelsen

Conference room

Af helt naturlige årsager dominerer nedskæringerne i DR fortsat mediebilledet og den offentlige debat i kulturlivet – med Underholdningsorkestret som den største sag. DRs journalister, musikere og øvrige medieprofessionelle medarbejdere har i sagens natur privilegeret adgang til et stort netværk af kolleger fra andre medier og politiske kontakter, foruden en god sans for de sociale mediers potentiale. Og nu kribler det også i fingrene på DRs bestyrelsesmedlemmer, hvoraf flere er vant til at optræde som meningsdannere.

af Peter Hanke


 

Efterårsmanøvren på Amager har kastet lys på de overordnede beslutningsprocesser i koncernen DR, som ellers har været holdt i nogenlunde ro i en årrække, mens Michael Christiansen har været formand for bestyrelsen. Flere af bestyrelsesmedlemmerne er nu begyndt at ytre sig i kronikker, debatindlæg og interviews for at markere distance til visse beslutninger eller direkte uenighed samt eksercere en intern revselse af DR, som nogen mener lefler for danskernes dårlige smag og år for år udhuler virksomhedens status som landets førende kulturinstitution.

Det er naturligvis en meget relevant diskussion, især når DR skal forny sine aftaler med Kulturministeriet om, hvordan begrebet public service skal fortolkes i den kommende årrække, herunder hvilket ansvar DR har i forhold til at forvalte kulturarven og understøtte en langsigtet udvikling for musikalske ensembler og talentpleje i film- og medieproduktion.

Men er det bestyrelsesmedlemmer i en stor mediekoncern, der skal føre denne debat?

For nyligt berettede næstformand Ole Hyltoft eksempelvis om, hvor godt alting var i gamle dages DR i en JP-kronik. Dette affødte en reaktion fra bestyrelsesformand Michael Christiansen, der måtte offentliggøre en pressemeddelelse med budskabet om, at Hyltoft altså i sin tid selv havde stemt for spareplanen. Som kronikskribent vasker Hyltoft hænder i den overraskende brutale beslutning om nedlæggelse af Underholdningsorkestret og underminerer samtidig bestyrelsens handlekraft.

DRs bestyrelse er et politisk udnævnt organ og har tradition for at polemisere og politisere, især i den lange periode i 1970erne og 80erne, hvor DR vitterligt ikke havde megen konkurrence som landets førende kulturinstitution. Dengang hed bestyrelsen Radiorådet og var hjemsted for en parlamentarisk kamp, der næsten aldrig handlede om virksomheden DR, men var en avanceret talerstol for politiske kamphaner. Ånden fra dengang er ikke langt væk, og skænderierne dominerer lige nu på en måde, der forplumrer den meget nødvendige diskussion om DRs fremtid og de mange dilemmaer, som både kulturpolitikere og DRs mange ledelseslag skal forholde sig til.

Hvor stor indflydelse bestyrelsesmedlemmer skal have på en kulturinstitutions detaljerede praksis og organisationsudvikling, og hvor meget skidt der bør rodes op omkring ledelsens dispositioner, burde ikke være så svært at definere.

De fleste bestyrelser ønsker at indtage en strategisk position, men det kræver betydeligt stærkere disciplin omkring fælles beslutninger end dét der foregår på Amager for tiden – og det kræver mod til at være åben. På dette punkt adskiller kulturlivet sig fra andre dele af samfundet, som også Lise Lyck og Jens Nielsen har fremhævet. I modsætning til i private selskaber burde hemmelighedskræmmeri af hensyn til eventuel manipulation ikke være nødvendig i en offentlig institution.

Hvis DRs bestyrelsesmedlemmer oprigtigt ønsker mere transparens, bør formand og næstformand bede generaldirektøren om at fremlægge de analyser, der har ført til konklusionerne om konkrete besparelser og nedlæggelser og derefter stå sammen i baggrunden omkring ledelsen. Den offentlige debat, den politiske diskussion og interessegruppernes intense kamp for at holde DR fast på sit ansvar kunne få et betydeligt mere relevant og oplyst bagtæppe.

 

kulturledelse.dk © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER