kulturledelse.dk om: Funktionalisme og æstetisk idealisme

de35d8e7c2793627cf3e1a2b873d0d85

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slotsholmens klassiske djøf’ere har ganske givet sans for æstetik, filosofi og ånd. Men en mulig dyb interesse for f.eks. Beethoven og Schopenhauer, Picasso og Tarantino, som indtil nu har været reserveret til middagskonversationer og fritidsbeskæftigelser, må nu indgå i et nyt professionelt fællesskab mellem embedsmænd og kulturinstitutionerne.

Af Peter Hanke


En tilbagevendende opgave for ledere i kulturlivet er ”at få tingene til at fungere”, og enhver art manager, der har prøvet blot få måneders projektledelse eller planlægning med små midler til store ambitioner, ved, at evnen til at håndtere lodder og trisser er helt essentiel for at få noget som helst til at lykkes i kulturlivet. I den daglige drift i en kulturinstitution hersker en pragmatisk og håndværkspræget tilgang til gerningen som leder, og denne del af livet som virksomhedsleder i en kulturinstitution, festival eller kunstproduktion er genkendelig inden for alle genrer. Det er faktisk ikke særligt æstetisk – og slet ikke mere kreativt end i andre sektorer i samfundet.

Ofte er det svært at præcisere, hvad der gør ledelse i kulturlivet specielt, og i forhold til offentligt finansierede store og mellemstore projekter og institutioner, er det jævnligt direkte svært at få øje på, hvad der er forskelligt fra at drive en daginstitution, en vejafdeling eller en hospitalsenhed i forhold til et museum, teater eller bibliotek.

New Public Management, djøficering – eller andre smarte betegnelser for bureaukratiets dominans i offentligt finansierede institutioner generelt – har med stor effekt indført en funktionalistisk tankegang i offentlig virksomhedsledelse og har ensrettet styringsparadigmer, resultat- og effektmålinger uanset forskellene i indhold og egenart. Velfærdsstatslig service skal kunne sammenlignes og prioriteres på tværs af sektorerne.

Denne betegnelse for en ny herskende ideologi kalder forfatter og historiker Michael Böss funktionalisme i sin bog Det Demente Samfund, der udkom for nyligt. Heri rettes en heftig kritik mod historieløsheden hos politikere og centraladministrationens embedsmænd, som ifølge Böss er indgået i en bekymrende alliance om, at markedsgørelse, vækst og konkurrence skal være de eneste bestemmende faktorer i den bureaukratiske diskurs, og at eliten blandt cand. polit.-uddannede – uanset om de er embedsmænd eller politikere – ikke længere beskæftiger sig med filosofi, idehistorie og æstetik.

Skiftende regeringer har med stor tilslutning i Folketinget over de sidste 15 år centraliseret kunststøtteordninger, styrelser og forvaltning af kulturarven. Målet med fusioner og organisatorisk strømlining har naturligvis været at skabe effektiv sagsbehandling og sekretariatsbetjening samt evne til at agere virkningsfuldt og smidigt efter de politiske ønsker, foruden at stimulere samarbejdsrelationer rundt om i et lille lands kulturliv.

Selvom der jævnligt ytres berettiget kritik i kulturlivet a la Michael Böss’ om både bureaukratisering og manglende forståelse for ånd, æstetisk og historisk bevidsthed, er det alligevel klart, at lederskabet i kulturinstitutionerne har et ganske stort råderum til at fokusere på de værdier, der gør arbejdet med at lede kunst og kultur interessant. Når den daglige pragmatiske “jongleren” er overstået, står kulturlederen med langt større frihedsgrader i sit lederskab sammenlignet med andre offentlige chefer.

I et større samfundsmæssigt perspektiv er det ligeså klart, at der i øjeblikket sker en markant æstetisering af organisationerne, af forbrugerkulturen, af medierne og af en stadigt stærkere industriel oplevelsesøkonomi – parallelt med djøficeringen. Og her bør kulturlivets lederskab se sit snit til at indføre en stærkere dannelsesdagsorden blandt de generelle beslutningstagere og bekæmpe Michael Böss’ kulturelle historieløshed med æstetiske midler.

Slotsholmens klassiske djøf’ere har ganske givet sans for æstetik, filosofi og ånd. Den intellektuelle styrke blandt centraladministrationens chefer er jo ikke blevet mindre, fordi professor Böss måske har ret. Men en mulig dyb interesse for f.eks. Beethoven og Schopenhauer, Picasso og Tarantino, som indtil nu har været reserveret til middagskonversationer og fritidsbeskæftigelser, må nu indgå i et nyt professionelt fællesskab mellem embedsmænd og kulturinstitutionerne.

Og hvis man skal se positivt på mulighederne, bør der være gode chancer for at gøre op med fordommene om, at jurist- og økonomuddannede professionelle kun kan optræde som talende regneark, hvis kulturlederne anvender deres æstetiske idealisme aktivt over for embedsmænd og politikere.

 


Reference: Böss, Michael: Det Demente Samfund. Kristeligt Dagblads Forlag, 2014.

 

kulturledelse.dk © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER