kulturledelse.dk – SALON er et filosofisk, æstetisk samtalerum, der tager sit udgangspunkt i kulturlivets og lederskabets realiteter. Salonerne afholdes, hvor kulturen udleves – på museer, teatre, gallerier, i koncertsale. Peter Hanke er vært. Formålet med salonerne er at invitere praktikere, forskere og ledere fra kulturlivet til at reflektere over ledelsesgerningen i æstetiske omgivelser. Salonerne følger en formkurve, hvor intimiteten i samtalen og samværet intensiveres jo længere, man skrider frem i programmet og vil nå sin kerne med filosof og professor i ledelsesfilosofi, Ole Fogh Kirkeby, i samtale med en kulturleder. Derefter åbner salonerne sig mod virkeligheden gennem konversationer med salonens gæster.

 


Den første salon

Den første salon fandt sted i Københavns Museums festsal. Omgivet af Søren Kierkegaards kærlighedsbegreb i udstillingen ‘Kærlighedens genstande og gerninger’, kredsede salonen bl.a. om fænomenerne lederskab og næstekærlighed.

Elementer i salonen:

  • Introduktion til udstillingen ‘Kærlighedens genstande og gerninger’ ved forfatter, forskningsleder og Kirkegaard-ekspert Pia Søltoft.
  • Ole Fogh Kirkeby i protreptisk samtale med Katrine Nyland Sørensen, direktør for Musicon i Roskilde.
  • Italienske madrigaler, sunget af Maria Winther Jørgensen, Rebecca Forsberg Svendsen og Simone Rønn fra Voces Kammerkor.

Screen Shot 2014-11-07 at 12.26.04

Salon nr. 2

Salon nr. 2 blev afholdt i festsalen på Designmuseum Danmark og handlede bl.a. om organisationsdesign. Derudover deltog Anne-Louise Sommer, museumsdirektør på Designmuseum Danmark, i en protreptisk samtale med Ole Fogh Kirkeby.

“Det blev blandt andet diskuteret, hvorvidt harmoni overhovedet bør findes i organisationer, der så at sige er båret oppe af brydninger mellem opfattelser og idéer, og at det netop er dét, der sikrer fremdrift i stedet for stilstand. Måske kunne harmonien også forbindes med en stræben efter konsensus, der kan komme til at bevirke en tankemæssig impotens i organisationen?​”

Læs Jakob Høgh Sørensens reportage fra salonen.

2014-11-21 12.48.04

 

SALON på Nørrebro Teater – Nr. 3

Mandag d. 23. marts afholdt kulturledelse.dk en salon på Nørrebro Teater med temaet “Den kollektive arbejdsproces”. Til salonen deltog teatrets direktør, Mette Wolf, i en protreptisk samtale med Ole Fogh Kirkeby. Desuden bidrog skuespiller Tammi Øst med sit perspektiv på ledelse i en forestillings tilblivelse.

Nikolaj de Fine Licht, orkesterchef hos Concerto Copenhagen, har efter salonen nedskrevet sine refleksioner om salonens forløb og de temaer og diskussioner, der var oppe at vende i løbet af eftermiddagen.

FullSizeRender

 

SALON på Teater Momentum – nr. 4

I samarbejde med Teater Momentum og Odense Kommune afholdt kulturledelse.dk en salon på Teater Momentum i Odense onsdag d. 13. maj 2015.

Elementer i salonen var bl.a. et temaoplæg af Peter Hanke og en protreptisk samtale mellem Ole Fogh Kirkeby og teaterleder Marianne Klint. Til salonen havde salondeltagerne rig mulighed for at diskutere de betingelser, vilkår, udfordringer og muligheder der er forbundet med ledelse af kunst- og kulturorganisationer; hvorfor er ledelse af kunst og kultur noget særligt? Eller hvorfor er det præcis ligesom at lede enhver anden type virksomhed?

Carsten Wittrock, der er teaterleder og kunstnerisk leder på Nørregaards Teater, har efter salonen skrevet et indlæg om salonens forløb og de temaer og diskussioner, der var oppe at vende i løbet af eftermiddagen og hvad det har sat i gang hos ham. Læs det her.

11258646_10153385989978755_1832844680_n