Kulturpolitik for hele samfundet

Hvor mange asylbørn går der på en kræftbehandling? Hvor mange sygeplejersker kan man få herhjemme, hvis man sparer en skole i Ghana væk? Hvem har gjort sig fortjent til en særligt dyr sygehusbehandling – er det direktøren, der har indbetalt millioner af kolde skattekontanter eller den nedslidte SOSU-assistent med de varme hænder?

Det er spørgsmål, der klinger absurd, når de trækkes hårdt op. Ikke desto mindre er det den tankegang, der gennemsyrer vores samfund og den politiske debat, som den udspiller sig i den igangværende valgkamp. I sidste ende præger den også vores private liv. Intet er længere et værdigt, meningsfuldt og ædelt formål i sig selv. Alt kan kvantificeres, alt er et middel til noget andet.

 

Sagt af psykologen Svend Brinkmann i lørdagsberlingeren under overskriften ”Landet, der holdt op med at give mening”. I en tid hvor alle klager over, at kulturen heller ikke denne gang kom med i valgkampen.

af Jens Nielsen


Jens2-2

Jens Nielsen er bratschist, cand.scient.pol, kulturkonsulent og adjunkt på University College Sjælland. I ugerne op til folketingsvalget d. 18. juni vil han blogge om kulturpolitik og valg på kulturledelse.dk.


 

Det er ikke nogen helt dårlig diagnostik, psykologiprofessoren leverer. Jeg tror ikke, nogen faktisk ved, hvordan man ændrer et samfunds mentale tilstand – det paradigme, der afgør, hvad rammerne for vores samtaler er og hvad vi kan tale meningsfuldt om. Jeg nævnte i sidste indlæg, at den neoliberale konkurrencestatslogik tilsiger, at samfundsøkonomien er hovedprojektet. Uden at skele til mening og lykke skal mennesket opdrages til at reagere rationelt på økonomiske incitamenter for derved at blive soldater for konkurrencestaten. Det er stadig en overbevisende beskrivelse af samfundssamtalen, som den udspiller sig i valgkampen.

 

What to do?

Vi burde vide meget mere om, hvor stærkt den fortælling faktisk er trængt igennem. Er det hele sandheden? Og hvor stærkt modfortællingerne står. For de lader sig jo også høre – dog mest som klagesange lige nu. Og hvordan disse modfortællinger kommer til at stå stærkere. At kunst og kultur skal spille en rolle i det, er intuitivt klart, som jeg ser det. For oplevelse af mening i livets tilskikkelser er åndens værk, og kunst er et åndens frirum og laboratorium. Men hvilken rolle skal kulturpolitikken spille?

Lad os dele kulturpolitikken i to, dén for samfundet og dén for genrerne og deres udøvere. Den første er rigtig vigtig netop nu, hvor kritikken af konkurrencestatslogikken er begyndt. Også som forudsætning for den sidste (som jeg vender tilbage til i næste indlæg). Og lad os få gang i forskning og international vidensdeling om, hvordan kunst og kultur bidrager til mening, åndelig vækst og lykke.

Økonomer behøver ikke at være fjender af de nye modfortællinger. Lad os f.eks. inspirere af kulturøkonomerne til at finde forbindelsespunkterne mellem kunst, rationalitet og lykke. Lad os slå det fast, overalt hvor det giver mening i samfundsdebatten, at kunsten modbeviser konkurrencestatslogikkens monopol. Sandheden er hybrid. Lad os i kulturpolitikken arbejde på en dobbelt front. Kunstens værens- og udtrykskraft. Og kulturdiskursens lærings- og påtrykskraft.

Den svejtsiske økonom Bruno S. Frey har i en stor del af sit forfatterskab kredset om udforskningen af lykke, nytte og kunst. Han hævder, at lykkeforskningen på empirisk grund kan skyde nogle af neoliberalisternes menneskebeskrivelser ned og derved berige vores samfundsforståelse. Meget aktuelt for dagens debat i øvrigt har han påpeget, at arbejdsløse lider et tab af ”well-being” ved ikke at arbejde, uanset om der er et økonomisk incitament til at arbejde eller ej. Han har også beskæftiget sig med det fænomen, at den svejtsiske befolkning, der stemmer om alle love, faktisk stemmer vidtgående kulturbevillinger igennem, selvom kulturlivet i alle andre lande netop frygter den folkelige dom. Måske ubegrundet.

Vores egen Trine Bille fra CBS har beskæftiget sig videnskabeligt med befolkningens villighed til at betale over skatten for den kunst, som de måske ikke selv får set. De vil betale noget for kunsten for, at muligheden skal være der, fordi den skal eksistere og for, at børnene og de kommende generationer skal have den i arv fra tidligere generationer. Altså en undersøgelse, der viser at kulturen giver mening og værdi, der ikke harmonerer med neoliberalisternes nytteforståelse. Den australske økonom David Throsby taler om tvillingeværdier, som vi må anerkende som reelle. Økonomiske og kulturelle værdier er uløseligt men ofte paradoksalt forenet i kunsten. Vi har lært at måle det ene, vi kan indtil videre ikke måle det andet. Men det er igen et brud med de neoklassiske økonomers forudsætning om det rationelle menneske på et marked.

Hot lige nu er den amerikanske økonom Jeremy Rifkins bog om samfundet uden marginalomkostninger, The Zero Marginal Cost Society. Heri siger han, at kulturens hybrid af marked, passion og samskabelse ikke vil bukke under i konkurrencestaten (”The Capitalist Society”), men tværtimod vil forme samfundet i sit eget billede. Rifkin mener, at kapitalistisk organisering af produktionen vil blive et randfænomen om 40-50 år. Kulturen består i dag af markedsgoder, der kan sælges på et marked og kollektive goder, der ikke kan. Frederik den 7.- statuen på Christiansborg Slotsplads og en musikvideo på YouTube er kollektive goder, alle uhindret kan nyde og ingen derfor sælge til andre. Med digitaliseringen og et stigende antal lovlige og ulovlige ”fælleder”, hvorfra vi kan downloade, vil kollektive goder fylde mere og mere. Når det næste digitale tigerspring, Tingenes Internet (”The Internet of Things”), bliver rullet ud, transportsektoren reformeres og nærproduktion af el og alskens varer sker på egne solceller og 3D-printere, vil en bevægelse mod kraftigt dalende priser sætte ind. Det vil være muligt at leve på ”de samskabende fælleder” (”the collaborative commons”) som i dag udgøres af det civile samfunds kulturelle og sociale felter, dele af medierne, webuddannelserne og de mange dele- og genbrugsøkonomiske initiativer, der buldrer frem.

 

Så derfor

Kulturens forhold er på den måde et pilotstudie i en samfundsomvæltning. De udfordringer, som overgangen medfører for vore kunstnere, der i dag bare ser deres eksistensgrundlag smuldre, må vi kræve 100 % politisk seriøsitet omkring. Det er (hvis Rifkin får ret i sine antagelser) et laboratorium af den største betydning for kommende generationers kulturelle og økonomiske velfærd. Det skal gøres meget klart. Det har alle en interesse i.

Når kulturlivet så har drøftet disse perspektiver med politikerne og slået den langsigtede betydning fast, så vil jeg foreslå, at Folketingets Kulturudvalg bliver et udvalg for kulturens hybride samfundsværdier. De skal derfor ikke kun forholde sig til Kulturministeriets område, men til enhver lov, som påvirker mennesket i dets stræben på et godt liv, et liv med sjæl og ånd. Alle love skal have et tjek for åndelig vækst gennem behandling i kulturudvalget. Ingen lov skal passere – straffelove, integrationslove, asyllove, skolelove, kulturlove – hvis noget menneske kan stilles åndeligt bedre, uden at et andet stilles ringere. Love skal være åndeligt, såvel som økonomisk, optimale. Og i kommunerne skal Kultur- og Fritidsudvalgene foretage et tilsvarende tjek på kommunale beslutninger og den måde tiltag udføres på i praksis, f.eks. i forhold til skolereformen, ældrepleje og biblioteksfunktionen. Kommunerne tjekker i forvejen for ligestilling, klima og miljø, handicapadgang. Nu også åndelig vækst. Kan det være så svært?

 


 

 Litteratur

  • Bille Hansen, Trine (2002): A Contingent Valuation Study of the Royal Theatre in Copenhagen, In: Ståle Navrud and Richard Ready (ed.): Valuing Cultural Heritage. Applying Environmental Valuation Techniques to Historical Buildings, Monuments and Artifacts, Edward Elgar Publishing, pp 200 – 237
  • Frey, Bruno S (2003) Arts and Economics, Analysis & Cultural Policy. Berlin: Springer
  • Frey, Bruno S (2010) Happiness A Revolution in Economics. London: The MIT Press
  • Rifkin, Jeremy (2014) The Zero Marginal Cost Society, The Internet of Things, The Collaborative Commons, and the Eclipse of Capitalism. New York: Palgrave Macmillan.
  • Throsby, David (2010) The Economics of Cultural Policy. Cambridge: Cambridge University Press

 

kulturledelse.dk © 2017 All Rights Reserved

Designed by WPSHOWER