Vi må formulere en ny type kulturpolitik i konkurrencestaten. Det bliver et arbejde, hvor vi i kulturlivet endelig indser og rejser os over den samfundsbevægelse, som kulturlivet navlepillende kalder instrumentalisering af kulturen, men som samfundsforskere kalder et paradigmeskift fra en velfærdsstat til en neoliberal, globaliseret konkurrencestat.

af Jens Nielsen


Jens5-5

Jens Nielsen er bratschist, cand.scient.pol, kulturkonsulent og adjunkt på University College Sjælland. I ugerne op til folketingsvalget d. 18. juni vil han blogge om kulturpolitik og valg på kulturledelse.dk.


 

Mens vi i kultursektoren har fokuseret på uforstående politikere, der hellere ville tale turisme og oplevelsesøkonomi, hver gang vi ville tale om kunst, har samfundet flyttet sig. Politikerne er ikke uforstående. Men vi har været uforstående over for den ændring, der var ved at ske med vores samfund. Konkurrencestaten er en realitet. Og hvad vil vi så gøre ved det? Hvad forventer vi, politikerne vil gøre ved det op til valget?

Konkurrencestaten er ankommet og den er blevet budt velkommen af selv socialdemokrater. Professor Ove Kaj Pedersen har beskrevet forvandlingen grundigt i sin bog Konkurrencestaten (Hans Reitzels Forlag, 2011). Hjemlige økonomiske problemer med velfærdsstaten har presset på op gennem anden halvdel af det 20. århundrede. Men endnu mere betydningsfuld er den internationale institutionalisering af samhandel og konkurrence i organisationer som EU, OECD, Den internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank, World Trade Organization m.fl., som har haft en definerende magt over vestlige landes tænkning om økonomi og marked. Organisationerne har evnet fra bunden at omdanne hele samfundstænkningen fra det 19. og 20. århundrede.

Ove Kaj Pedersen beskriver meget omhyggeligt, hvordan menneskesynet forandrede sig fra velfærdsstatens eksistentialistisk og demokratisk betonede menneskeopfattelse (”det eksistentielle menneske”, kalder han det) til konkurrencestatens individuelle og rationelt-økonomiske menneskeopfattelse (”det opportunistiske menneske”). Dette skete bl.a. gennem en gradvist stigende dominerende diskurs om samfundsøkonomien som det egentlige politiske projekt i modsætning til velfærdsstatens fokus på social lighed og demokrati.

Skolevæsenet blev central i ændringen af fokus fra alsidig, personlig udvikling og dannelse til effektivt opnået arbejdskompetence (”konkurrencestatens soldater”, kalder Kaj Pedersen borgeren). Med tabet af det eksistentielle perspektiv mistede kulturinstitutioner og religiøse institutioner deres direkte rolle i det egentlige politiske projekt. Og den instrumentelle legitimering af kultur blev det eneste gangbare.

Og alt det er jo naturligvis en konstruktion, som skjuler, at vi som mennesker har lige så meget behov for dannelse, for fællesskab og medbestemmelse som i velfærdsstatens tid. Det er bare blevet langt vanskeligere at argumentere for. For paradigmet om samfundsøkonomien som statens egentlige projekt har med støtte i de økonomiske videnskaber etableret en så omfattende modelbygning og forklaringskraft, at næsten alt i det lys kan opfattes som om, vi alle er nytteoptimerende og rationelle aktører. Det lyder fortryllet, men det er faktisk affortryllet.

De sidste par års debatindlæg i kulturpolitikken har, hvis den skulle hæve sig lidt over de kortsigtede fordelings- og formidlingsspørgsmål, handlet om affortryllelsen af vores syn på menneske og samfund. Samfundet er blevet åndløst og borgerne er uden kendskab til de historiske forudsætninger. Dement. Menneskeværd og dannelse fortaber sig i diskussionen, når arbejdspladser, beskæftigelse og international konkurrenceevne er på dagsordenen. Vi har flyttet fokus fra en humanistisk kamp om, hvordan vi ville leve med hinanden til en økonomisk kamp om, hvad vi skal leve af i konkurrence med andre lande. Nu er det på tide at hævde kunstens egenværdi, er det blevet sagt mange gange. Kunsten skal ikke spændes for en vogn.

Denne erkendelse er en moddiskurs som er vigtig. Men den er ikke i sig selv udtryk for en kulturpolitik. Vi får ikke konkurrencestaten til at løbe tilbage, hvor den kom fra. Men hvordan rejser vi en kulturpolitisk debat på de nye betingelser?

Selvom vi kulturpolitisk utvivlsomt har sovet i timen, er kulturlivet så fyldt med registrerende og kreative kræfter, at kunsten for længst har taget fat på eksistensen og baksningen med livet i den nye tid. Kunstens autonomi og kvalitet er jeg ikke bekymret for, og den kan vi alligevel heller ikke herse med.

Men kunsten skal have et finansieringsgrundlag. Kunsten skal have et publikum. Det er opgaver for kulturpolitikken. Store opgaver. Og hertil kommer den endnu større opgave at nyfortrylle samfundet. Ikke at genvinde det tabte, men vinde nyt terræn. At indsætte fantasi, sansning, forestillingsevne, flow og æstetisk erkendelse på sin naturlige plads sammen med det rationelle overalt i samfundet. At gøre samfundet interessant og inspirerende at leve i. Give det et menneskeligt ansigt, hvor arbejde, økonomi og demokrati går i et med leg, skaben og lyst.

Først og fremmest må vi indse, at hovedgrebet i en kulturpolitik ikke kan være et program for forskellige isolerede kunstsektorers støtteformer, som det er i dag. Hovedgrebet må være en overgribende politik om humanistisk-æstetiske værdier for hele samfundet – et emne jeg vil berøre i et kommende valgtema.

 

Hvad er relevansen af kunst og kultur så nu?

Siden Baumgarten og Kant har kunsten haft et perspektiv om iagttagelse af kunst som et mål i sig selv. Vi kunne ikke erkende ”tingen i sig selv”, men uden fuld anvendelse af vore begrebslige og sanselige formåen i samspil, ville vor erkendelse blive helt utilstrækkelig. Gennem sansernes frie spil i anskuelsen af kunst og natur i stadig vekselvirkning med den rene fornufts begreber, bliver vi til som erkendende fornuftsvæsener. Vi opnår en sammenfatning af logik, etik og æstetik i dømmekraften. Derfor var der aldrig tvivl om det berettigede i at beskæftige sig med kunst i de efterfølgende 200 års dannelsestænkning. Men det er der nu. Som indikeret befinder vi os i konkurrencestatens paradigme, hvor dannelse og æstetisk fornuft ikke har en egen begrundelse. Kun kompetence, livslang læring og konkrete færdigheder kan begrundes rationelt. Heri indgår en selvstændig beskæftigelse med kunst ikke.

Men konkurrencestaten kan begrunde, at kunsten opliver og skaber attraktion. Kunsten kan udfylde funktioner i en lang række af de produktions- og reparationsfunktioner, som konkurrencestaten er afhængig af. Altså alle de instrumentelle tiltag og hele den kreative erhvervssektor, som er i god vækst. Dét, vi oplever som instrumentalisering, er faktisk det eneste aspekt af kunst, der er tilbage i konkurrencestatslogikken.

Som tidligere sagt; det er en konstruktion, som alle paradigmer er det. Men den danner skole. Taler man ud af dens grundlæggende antagelser, så taler man hurtigt for døve øren. Det kender vi rigeligt til i kulturlivet. Så lad os diskutere, hvordan vi skriver en kulturpolitik i denne kontekst. Hvordan kan vi bruge begreberne om kunst og kultur, så de bliver forstået og så vi kan sætte ind med det, kunsten virkeligt kan, i en nyfortryllelse af samfundet under dette tørre økonomistiske paradigme – og dermed en ændring af det?

 

Tre bud fra min side:

1

Vi holder op med at bebrejde politikerne og medierne, at der sker en diskussion af kunsten ud fra dens eksternaliteter, dvs. ud fra instrumentelle virkninger, der er afledt af kunstoplevelsen (f.eks. identitet, fællesskab, flere turistindtægter, mere mental sundhed). Vi inviterer til at drøfte, hvilke værdier vi skal have med, når vi formulerer kunstens vilkår i vores samfund. Og her vil både de sociale, de kulturelle og de økonomiske værdier være centrale i en konkurrencestatslogik.

2

Vi fejrer, at kunsten har flere parallelle værdier ved at omfavne og dyrke det. Vi tilbyder at gå ind i konkurrencestatslogikken med et særligt centralt budskab fra det imaginære og det sanselige. Det kan vi gøre ved at blande os i debatter om alle emner i samfundet, som har latente potentialer for åndelig vækst. Vi kan påpege, at kunsten løser opgaver i andre ministerier, som kulturministeriet ikke skal betale for. Vi kan undlade at argumentere med den alligevel tvivlsomme modstilling af autonom og kommerciel kunst. Vi kan diskutere med politikerne, ikke om hvad de kan gøre for kunsten, men hvad kunsten kan gøre for befolkningen.

3

Vi gør den digitale udvikling til et centralt emne i kulturpolitikken på tværs af alle genrer og udforsker sammen med politikerne de tendenser, som peger hen mod det næste samfundsøkonomiske paradigme. Kultur- og mediesektoren har gennem de erfaringer med digitalisering, fildeling, download, streaming, sociale medier og nye forretningsmodeller, som bliver gjort, nu mødt mange af udfordringerne ved de webbaserede fællesskaber og samskabelse i ”creative commons”, ”collaborative commons” og ”the internet of things” (Forklaring følger i næste uge). Her er kunsten og kulturarven midt i et pionerspring, som en stor del af den øvrige økonomi vil følge efter. Hvordan de kreative og skabende elementer finansieres i en ny økonomi (af nogle kaldt ”Zero Marginal Cost Society”) er et brændende spørgsmål med konsekvenser for hele samfundsøkonomien på sigt. Og der eksperimenteres og udvikles internationalt på fuld kraft. Det melder vi os ind i.

Disse tre bud kan måske endnu virke meget abstrakte og rejser muligvis flere spørgsmål, end de giver svar. Jeg vender tilbage til nogle af spørgsmålene i næste uge. Et er sikkert; med kunsten i konkurrencestaten giver de gamle svar ikke megen mening.