Peter Hanke sh-kopiHvad kalder man de mennesker, der overværer kunsten?

Publikum, lyttere, seere, fans, forbrugere, abonnenter, læsere, kulturforbrugere – eller brugere?

Der er en sproglig krise i gang for tiden i kulturlivet, da ét enkelt ord ikke længere kan betegne de udsnit af befolkningen, der deltager i kulturlivet, på en dækkende måde. “Publikum” er naturligvis fortsat relevant som overordnet betegnelse, men der foregår interessante og udfordrende begrebsglidninger, der kræver meget mere af kulturlivets iscenesættere end tidligere. Vores publikum vil deltage selv i højere grad end før, de er optaget af selviscenesættelse og muligheder for sociale markeringer gennem kulturlivets tilbud på helt nye måder. Vi er som kuratorer nødt til at dele det æstetiske ejerskab…

af Peter Hanke


 

For alle kunstnere, kulturinstitutioner, formidlere, politikere og resten af de aktører, man sædvanligvis indlemmer i kulturlivet, er der et helt uomgængeligt krav om – og som regel dyb interesse for – at offentligheden skal være med, og at bestræbelserne på enhver tænkelig måde skal stilles til skue for det segment af befolkningen, der kaldes publikum. Begrundelserne er forskellige alt efter hvilket udgangspunkt, de forskellige interessenter har.

Støttegivere ønsker, at deres donationer bliver anvendt til befolkningens, vælgernes eller kundernes tilfredshed. Kunstnerne selv ønsker at blive anerkendt af lyttere, seere, koncertgængere, besøgende, anmeldere og toneangivende kolleger samt at få mange tilhængere og fans, foruden at tjene penge. Kulturinstitutioner, medier og virksomheder med kunstproduktion har alle deres eksistensberettigelse på en eller flere måder i mødet med publikum. Denne fælles interesse er ligeså gammel som kulturlivet selv. På en måde er det betragtningen så grundlæggende en diskurs, at man egentlig ikke behøver at forholde sig til eller problematisere denne gensidige afhængighed.

Begrebet publikum tager udgangspunkt i, at al aktivitet er offentlig som princip; kunsten kan ikke være privat. Men på engelsk taler man om audience, dvs. at der er tale om en ren auditiv relation mellem udøver og publikum. Den engelsk/franske sproglige version af begrebet ”publikum” har altså den interessante nuance, at der er tale om sansende individer, og at begrebet orienterer sig mod den sansede begivenhed i højere grad end den sociale sammenhæng som offentlighedsvinklen markerer.

Beslutningstagere i dansk kulturliv har placeret sig i en midterposition, hvor ordet kulturbrugere eller kulturforbrugere har vundet hævd som en forlængelse af publikum. Dette udgangspunkt har en pris – nemlig at kulturvaneundersøgelser og værdiskabelsen generelt i kulturinstitutionerne præges af ordvalget, og ikke rigtig dækker den interessante etymologiske kombination af sansning og offentlighed.

Forbrugeren

Køb en billet til en koncert, og du er blevet til publikum. Kulturlivet stiller sig til rådighed som tilbud til befolkningen og indgår i den sammenhæng som leverandør af produkter. Publikum betragtes som segmenter af forbrugere. Med års mellemrum måles den danske befolknings vaner og adfærd i kulturlivet. Teater- og museumsbesøg, radiolytning og tv-sening, koncertbilletter og brugen af biblioteker indgår i statistisk materiale, der samlet kan tegne et billede af befolkningens rolle som kulturforbrugere. Set fra statistikkens vinkel bekræftes kulturlivets kontakt med befolkningen gennem forbrugsmønstret.

Selviscenesættelse

Dette gælder i særdeles den nye rolle, kulturforbrugere har fået som den kræsne og selvbevidste dansker. En voksende del af befolkningen ser kulturen som ét stort ”tag-selv-bord”, som står til rådighed for et selvskabelses- og identitetsopbyggende projekt. Den stadigt stigende individualisering, som samfundet er omfattet af, giver sig klart til udtryk i måden, hvorpå danskerne bruger kulturlivet, og hvilke signaler man kan sende til sin omverden med sine valg af oplevelser. Og den ”altædende” kulturbruger (omnivore-teorien) er i denne sammenhæng vokset frem som en ny arketype blandt kulturens publikum. Et meget mindre trofast segment end tidligere, hvor et socialt tilhørsforhold i højere grad kunne tilskrives bestemte begivenheder i kulturlivet, er blevet afløst af en stærk og selvbevidst klasse af storforbrugere af kunstens udtryk.

Den medskabende iagttager

Vi mangler ord (!) til at beskrive en dybere relation mellem kunsten og befolkningen, der i højere grad kan dække den mentale transformation og dannelse, som sker i vellykkede begivenheder, eller oplevelsernes værdiskabelse hos det enkelte menneske såvel som hos større grupper. Den samhørighed, der kan opstå mellem udøvere, institution og publikum, kan ikke rummes i en forbrugerrelation. Publikum er idag i langt højere grad medskabende iagttagere – på godt og ondt – og ekspertisen må gøre sig umage med at inkludere og inddrage befolkningen på deres præmisser.

Og kulturledere gør allerede en stor indsats for at ændre synet på publikums rolle, men det kunne være nyttigt at skærpe begreberne og give beslutningstagerne et bedre afsæt for en relevant debat om befolkningens ønsker og behov for kultur og kunst.