Rollespil – publikum som medskabere?

Foto: DR Presse/Nordisk Film TV

Af Jeppe A. Ram Pedersen

I tredje afsnit af ”Ranes Museum” inviterer Rane Willerslev 4 børn ind på Nationalmuseet efter lukketid. ”Det er fordi, jeg gerne vil finde ud af: Hvad synes de om at gå på museum? Hvad synes de er kedeligt? Hvad synes de er sjovt?” Efter besøget opsummerer han: ”For dem handler det om at kunne røre ved ting, kunne smage ting, […] og så skal der [være] leg. Det er den måde, de bliver engagerede på, og det er også den måde, de vil lære på.”

Der er to spørgsmål, der bør melde sig i denne sammenhæng: 1. Er børn de bedste til at svare på, hvad der engagerer dem – har de ikke blinde vinkler ligesom os andre? 2. Hvordan kan man gøre historien sanselig og legende – uden at samlingerne skades? Der eksisterer allerede folk, som kan besvare disse spørgsmål. Det er ejendommeligt, at vi i Danmark har et aktivt foreningsliv, hvis medlemmers kompetencer, man ikke anvender i denne sammenhæng: rollespillerne.

”Groft sagt: Kulturinstitutioner […] har alle muligheder for at formidle kultur på en engagerende, interaktiv og moderne måde – men det kræver, at man indser, at verden er løbet fra det, man lavede.”  Ifølge Claus Raasted, CEO for Dziobak Larp Studios. Kulturledelse.dk har snakket med ham og Freja Gyldenstrøm, Cand. Mag. i litteraturvidenskab, om rollespil, og de styrker der findes i det – særligt i Nordic LARP.

Nordic LARP som legitim kunstform

Rollespil eller LARP, Live Action Role Playing, kender de fleste til. Det er børn, der iklædt kostumer og skumsværd, drømmer sig til en anden verden. Det er ikke Claus Raasteds opfattelse: ”Rollespil er en form – ligesom bøger, film og teater. Det kan bruges til alt muligt.”

I løbet af de sidste 20 år er der opstået en genre indenfor rollespilsverdenen, der kaldes Nordic LARP. ”Det er en genre, der er svær at definere.” Siger Freja Gyldenstrøm og fortsætter: ”Nordic LARP bliver også brugt til at betegne scenarier, der er lavet i Norden, så det kan godt blive et vandet begreb.” Ligesom alle andre genrer, er der lige så mange forståelser, som der er mennesker. ”Som alle reaktionære bevægelser bruger vi det meste af tiden på at skændes om, hvad de andre gør forkert, og hvad vi egentlig mener,” siger Claus Raasted med et glimt i øjet. De er dog begge enige om, at Nordic LARP er kunstnerisk bevidst rollespil, der udfordrer grænserne for formen, har noget på hjerte og skubber folk ud, hvor det gør ondt.

Alle tre facetter kan ses i Nordic LARPs designfilosofi. Et mål i den filosofi er ”360 graders rollespil” – Intet, der er til stede, er udenfor fiktionen, man befinder sig i. Ved almindelige rollespilsscenarier vil man tillade brud på illusionen i forbindelse med sult, søvn og sanitet. Dette er ikke tilfældet i Nordic LARP, hvor man kan blive taget med bukserne nede – bogstaveligt talt. ”Det kan være krævende fysisk, hvis scenariet foregår i krigstid. Så får man ikke nok mad og ikke nok søvn – og dét bliver krævende psykisk, for det er vi ikke vant til som moderne mennesker.” Siger Freja Gyldenstrøm.

Forholdet imellem kunstner og værk bryder Nordic LARP også med. Noget rollespil bygger historien op omkring en enkelt person, der agerer helten, imens andre karakterer iscenesættes som bifigurer. I Nordic LARP skinner forfatterens død igennem. Claus Raasted siger: ”Der er en, der sætter en scene, og så må man tage det derfra. […] I et rollespil er der ikke to mennesker, der oplever det samme, fordi man har sig selv med. […] Vi har gjort, hvad vi kunne for at slå forfatteren ihjel – og være medforfattere og medfortællere i stedet for.” Nordic LARP lader den enkelte person være udgangspunktet for sin egen historie. Afstanden imellem modtageren og afsenderen af værket udviskes – og modsat litteratur har ens egne handlinger indflydelse på det skabte værk. Freja Gyldenstrøm siger det således: ”Hvis vi er tilstrækkeligt inde i den fiktion, vi fortæller, så holder det på et tidspunkt op med at være fiktion.” Man behøver altså ikke forestille sig, hvordan andre mennesker har det – man kan mærke det på egen krop i trygge rammer.

Kulturinstitutionerne

Det er netop i medskabelsen, kulturinstitutionerne kan benytte de metoder og redskaber, der kendes fra rollespillet. Det er tydeligt at de begrænsede budgetter ikke kan hamle op med de kulturoplevelser, internationale selskaber kan give. Hvad med at sætte de besøgende i de samme situationer, som andre mennesker igennem historien har gennemgået?

Claus Raasted fortæller om The Smithsonian: ”Den fedeste udstilling, de har, synes jeg, er, hvor man skal sætte sig ned og være unge sorte studerende, der laver en milkshake sit-in protest. […] der er to oplevelser. Den ene er, at man skal ligesom forsøge at buhe af dem og gøre det ukomfortabelt, og den anden oplevelse er, at man sidder ned og forsøger at have sin milkshake. […] Det er mere fast, fordi vi lærer med kroppen.” Historien bliver altså ikke blot intellektuelt erkendt – den bliver også fysisk og emotionelt erkendt.

Moesgårds vikingetræf iscenesætter et vikingmarked, som publikum besøger. Kunne man fra museets side arrangere ture igennem markedet, hvor man efter aftale med de frivillige kom forbi aktiviteter, de kunne hjælpe med? På Roskilde Festival kunne man sidste år være med til en vikingefest – kunne en af Roskilde Festival telte blive en decideret vikingefest en enkelt aften? Ingen indgang uden kofte, der stilles til rådighed af festivalen selv. På Storm20 har man inviteret publikum til at strikke handsker efter et mønster, der er fundet under Rådhuspladsen i forbindelse med arkæologiske udgravninger. Tøjhusmuseets våbensamling kunne bruges til opvisningskampe – Et samarbejde med HEMA-klubber ville være en mulighed.

Alle disse eksempler vidner om et publikum, der gerne vil involveres i processen. Så længe genstandene ligger i montrer er de døde – og dermed kan kulturen ikke leve. Claus Raasted henviser til et gammelt japansk mundheld: ”Hvis du giver en mand en fisk, så har han mad til en dag. Hvis du lærer ham at fiske, har han mad til hele livet. Ligegyldigt om man tror på den ene eller den anden del, kan man sige, at det er sjovere at fiske selv end at kigge på andre, der fisker.”

I øjeblikket kan man finde rollespilsmateriale til folkeskolerne om vikingetiden på Nationalmuseets hjemmeside.  Materialet er dog et spiloplæg og ikke rollespil. Det svarer til at invitere til koncert, hvor publikum selv skal spille på instrumenterne. Såfremt Nationalmuseet ønsker at levendegøre historien, skal det ikke være skolelærernes opgave at præsentere materialet. Mulige løsninger:

  • Kamp & Våben. Rollespilsforeningerne og HEMA-organisationerne kan sørge for hhv. indlevelse og sikkerhed omkring våbnene.
  • Syning af kostumer. I historiske omgivelser kan rollespillere lære andre, hvordan man ser og broderer uden brug af moderne maskiner.
  • Godens Have. I samarbejde med de eksisterende foreninger for asatro kan religionen fortælles levende, uden at blive prædiken.

Status er at både kulturinstitutioner og rollespil er præget af fordomme hos hinanden, i visse tilfælde stigmatiseret – måske var det på tide at vise, at kulturinstitutionerne kan åbne sig på radikale nye måder, og at rollespil er en legitim kunstgenre, der kan bedømmes som alle andre udtryksformer.