Mandag d. 23. marts afholdt kulturledelse.dk en SALON på Nørrebro Teater med temaet kollektive arbejdsprocesser. kulturledelse.dk havde bedt Tammi Øst, der for tiden spiller rollen Irina i stykket Mågens, om at bidrage med et kunstnerisk indspark og et oplæg om hendes erfaringer med ledelse i forbindelse med tilblivelsen af scenekunst og teaterforestillinger. Det følgende er den skriftlige version af det, Tammi Øst delte med salondeltagerne.

Af Tammi Øst

Jeg er fascineret af, hvor store drømme skuespillere egentlig har om at skabe det sublime, at stræbe efter en originalitet. Og i enhver proces slår det mig, at de ideale fordringer både er et kæmpe potentiale i arbejdet men også meget vanskeligt at lede og finde fælles fodslag i. Jeg søgte efter en tekst som kunne udtrykke de drømme specifikt, men fik i min søgning mere lyst til at spørge de kolleger, jeg har lige nu.

Så jeg spurgte mine kolleger på Nørrebro Teater: hvad vil I som skuespillere, hvad er jeres drømme og ideelle fordringer?

Svarene var:

”Jeg håber, at jeg lærer folk noget, og at jeg rykker bare en millimeter i deres hjerter.”

”Jeg vil være med til at få folk til at reflektere over det de ser, relatere det til deres eget liv. Jeg håber at spejle dem. Jeg vil være samfundsrevsende og ramme dem i deres center.”

”At gi kærlighed og oprigtighed, være og gøre noget helhjertet.”

”Jeg har lyst til at fremelske en hvilken som helst følelse i publikum på et sekund.”

”Det gir mig et kick at bestræbe mig på at være den bedste til at gi folk det bedste, og få dem til at filosofere.”

”Jeg vil gerne bekræftes i, at de tanker jeg har og gør mig, også er tanker andre har og gør sig.”

”Jeg tror simpelthen, jeg vil ændre eller bekræfte nogens tankegang. Jeg vil ændre verden. Jeg vil være en sommerfugl der sætter en storm i gang.”

”Jeg vil filosofere på scenen med min krop og mit kød. Jeg kan ikke bestræbe mig på at lave kunst, jeg kan håbe at finde den i eftertanken.”

Og som min karakter, Irina, selv siger i stykket ”Mågens”:

”Jeg kan være det hele, det er det teatret kan. Jeg kan ophæve mig selv og min alder og min tyngde. Jeg kan blive et bedre menneske og jeg kan gøre jer til bedre mennesker.”

Ja, skuespillere har høje tanker om deres kunst og dertil et ego og en forfængelighed som skal tøjles hver eneste dag, så det ikke står for meget i vejen for disse ædle tanker, men bare kan blive brugt som det redskab forfængeligheden og egoet også er.

Skuespillere er derfor deres egne ledere, og det er ikke enkelt at finde et fælles fodslag, når alle vi skal møde den egentlige leder på en forestilling, nemlig instruktøren. Det er en kompliceret social proces, hvor vi hurtigt skal skabe et miljø, hvor man føler sig tryg nok til at byde ind med sin kreativitet og tanker om rollen og stykket. Jeg ynder at komme med bud hurtigt, så jeg viser instruktøren, hvad jeg tænker og hvad jeg er for én. Et bud på en scene er et spørgsmål. Det er ikke, fordi jeg synes det endeligt skal være sådan, men det er et spørgsmål til instruktøren, som jeg forventer et svar på, eller at det føder et nyt spørgsmål.

Udover at forholdet til instruktøren skal loddes, så skal hierarkiet skuespillerne imellem findes. Det er også en kompliceret proces, for det skal ske uden ord og uden at nogen føler sig begrænset, hvor de end måtte befinde sig i hierarkiet. Det er et ikke forudbestemt hierarki; det skal findes for hver forestilling, man er på, og det er ikke givet, at man står øverst, fordi man har en vis alder eller erfaring eller en stor rolle, og som prøvearbejdet skrider frem kan pladserne i hierarkiet også forrykke sig.

Ret hurtigt kan man miste tilliden, hvis instruktøren ikke viser styrke i sine tilbagemeldinger og fastholder en for flad struktur, hvor kun vi skuespillere kommer med bud og bestemmer dagens gang. Og mister man tilliden, så gør alle deres eget bedste, hvilket ikke er forestillingens bedste, fordi den kan komme til at stritte i alle retninger. Det er instruktøren der skal kunne mestre at tage et lederskab over flokken af individualister. Det er kompliceret, men det skal gøres.

Jeg arbejdede med en tysk instruktør, Frank Casdorff, som bestemt lagde ud som en meget kraftfuld højtråbende og egocentreret leder. Han skreg af os og lo ad os, og han kom med bud på, hvad vi skulle gøre. Vi arbejdede og prøvede at lodde, hvad han ville, når han bad os om at spille Casdorff og ikke Bergman. Og pludselig en dag slap han os og sagde, at nu var der free jazz. Han havde mærket, at vi havde fundet vejen, at vi spillede ”Casdorffsk”, og nu havde han tillid til, at vi selv kunne arbejde videre uden hans skrig og skrål. Det var vidunderligt, den blanding af enevælde og frihed.

Jeg savner et større lederskab hos instruktører. Den flade struktur kan være god, men måske også for hyggelig. Vi vil ikke sige noget grimt. Og selvom mistilliden er der, kan det være svært for en teaterdirektør at komme og overrule instruktøren, for ”så bliver han da fuldstændig kastreret”.

Måske skal instruktører såvel som alle andre på et teater have en bedre uddannelse som ledere og ikke kun som kunstnere. Måske skal de ikke uddannes til at være højtråbende demagoger, men få muligheder og redskaber til, hvordan man leder andre stærke ledere med både en flad struktur, en fast hånd og begavede samtaler.

Teatret er ikke altid en demokratisk proces. Man skal ikke være bange for at være elitær og skarp og fordrende. Man skal ikke være bange for, at perioder i en proces kan føles som oplyst enevælde. Måske kan tilblivelsen af en forestilling inkludere forskellige typer lederskab i processen. Bare det ikke udelukker bestræbelsen på at skabe en kreativ og kærlig grobund for alle de stærke viljer, som skuespillere ofte er. Og instruktøren er lederen der skal hjælpe os til at finde en god kollektiv arbejdsmetode på den specifikke forestilling.

Søren Kierkegaard har sagt om sand hjælpekunst:

At man, når det i sandhed skal lykkes for en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.

Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.

For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg kunne forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig hellere vil beundres af ham. Men al sand hjælpen begynder med en ydmygelse.

(Kilde: Søren Kierkegaards Samlede Værker, Bind 18, s. 92)

 


Foto: Miklos Szabo