_Q4A9053 (1)Marianne Klint, leder af Momentum, Odense

“… Kunne være spændende, hvis bestyrelserne for de store teatre turde overlade teaterledelsen til scenekunstens virkelige entreprenører i stedet for at aflevere nøglerne til en flok kunstner-kendisser…”

 

En kommentar til en kronik af Allan Klie, teaterleder på Københavns Musikteater:
Det er teatrene, ikke publikum, der svigter.
Der har traditionelt set hersket en forståelse af, at hvis publikum ikke kan lide det, vi laver på teatrene, så er det fordi, de ikke forstår os. Jeg vil vende det om. Hvis publikum ikke kan lide det, vi laver, så er det fordi, vi ikke forstår vores publikum.

Se kronikken i Berlingske her

 

Enig med Allan i at publikum skal (være med til at) udvikle teatret, men det lange slidsomme træk med at udvikle sit publikum til nye genrer som fx moderne dans, nycirkus, performance og hybrid-genrer, kræver anerkendelse, når det lykkes. Opfatter generelt publikum som ret konservative, der søger det, de kender. Men som klub-medlemmer stiger modet til at prøve alt det nye. Teatre med årskort oplever denne udvikling og den er eksplosiv og ligner ikke de hendøende abonnementsordninger. For årskortholderen er et besøg pludselig gratis. Nu forhandler vi udelukkende med publikum om deres tid og i den klub de nu er med i, lover de os det dyrebareste vi kan få – udover ussel mammon, nemlig tid.
Det er win win win. Folk får meget for pengene, vi får fulde huse til hele gæsterepertoiret men også til de egenproducerede satsninger.

De store teatre i København, der lider under svigtende salg af billetter kunne sagtens åbne op for et tilsvarende medejerskab hos deres publikum og så er vi tilbage til Allans budskab. Teatrene er nødt til at komme i tæt dialog med deres fans. Knytte dem til sig i en slags kontrakt. Publikum er utro og zapper videre, hvis ikke de føler det vigtige medejerskab. Og for de store teatre, der spiller samme store forestilling i månedsvis, kunne anneks-scenen være der, hvor klub-følelsen udspringer og vokser.

Kunne være spændende, hvis bestyrelserne for de store teatre turde overlade teaterledelsen til scenekunstens virkelige entreprenører i stedet for at aflevere nøglerne til en flok kunstner-kendisser. Tiden er forbi, hvor publikum identificerer sig med og valfarter mod den stærke han/hunelefant, lige meget hvad de nu sætter deres venner til at lave på scenen. Ingen personer alene er publikums (lede-)stjerner længere, næh: KUNSTEN er chefen, TEATRET er stjernen. Med det mener jeg, at teatrets finanser skal følge kunsten, altså den vare publikum køber og ikke smykke personer bag scenen og at succesfortællingen handler om en succes for teatret – ikke for bestemte personer. De kunstnere der skal anerkendes får dobbeltanerkendelse ud af, at få det teater de arbejder på til at shine før dem selv. Det er den klub, vi kan få folk til at melde sig ind i. Et teater der stråler af succes og hvor flest mulige midler kanaliseres ud i noget, publikum får glæde af – kunsten.