Medieforlig og Armslængdeprincip

Af Jeppe A. Ram Pedersen

Det er ingen hemmelighed, at der er mange, der er utilfredse med medielicensen i dens nuværende form. En enkelt søgning på Facebook kan afsløre at siden “Afskaf DR Licens” har 31.000 likes – hvilket blot tæller de mennesker, der vil stå ved denne holdning, og som samtidig benytter de sociale mediers sider til at tilkendegive deres mening. Det lader dog også til at medielicensen er ved at falde i unåde hos politikerne – selv DRs generaldirektør ser mening i, at medielicensen afskaffes. Spørgsmålet er, hvad der skal finansiere de uafhængige nyhedsorganer, når den gamle model skiftes ud med en ny – særligt ift. armslængdeprincippet.

Politikerne ønsker ikke finansieringen af de offentlige medier lagt ind under finansloven. Det er ifølge kulturordførere fra begge fløje for farligt, da det vil kompromittere armslængdeprincippet. I stedet ønskes der en ordning, hvor finansieringen af de offentlige medier behandles i forbindelse med medieforliget – hvert fjerde år. “Der skal være en vis armslængde, og den skal efter vores holdning følge medieforliget” siger Britt Bager. Finansieringens form er endnu ikke fastlagt, men den finske model er en mulighed. Her finansieres medierne igennem en særskilt skat på skattebilletten, ligesom den danske kirkeskat – dog med tilføjelsen af et loft for skatten. På denne måde skal lavindkomstfamilier ikke betale mere end de kan, imens højindkomst-familier ikke straffes for deres succes.

Kunsten og kulturen ønskes beskyttet igennem armslængdeprincippet. De to adspurgte politikere fra oppositionen argumenterer for, at kulturen er for vigtig til at blive underlagt den nytteetiske ramme, der hersker i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Søren Søndergaard siger: “[Finansloven] bliver afgjort kl. 2 om natten […], og det spil synes vi ikke, at kulturen skal indgå i.” Spørgsmålet er, hvorvidt man i denne sammenhæng ikke gør dansk kultur en bjørnetjeneste. Når beslutningerne i den politiske sfære og kulturelle sfære foretages uafhængige af hinanden, vil der nødvendigvis opstå to forskellige værdisæt. Accepterer man tesen om, at kulturen er et spejl, der viser en gruppes styrker og svagheder, er det foruroligende, at denne spejling eksisterer afsondret fra de beslutninger, der skaber rammerne for borgerne.

Armslængdeprincippet forsøges bibeholdt ved at knytte finansieringen til medieforliget. Princippet er dog allerede under pres, hvis man spørger Rasmus Nordqvist: “Vi har i den senere tid set, synes jeg, et uheldigt politisk pres på DR, og det bekymrer mig, hvis [finansieringen] bliver lagt ind under finansloven, at den politiske styring vil blive større.” Hvordan armslængdeprincippet kan styrkes, samtidig med en omlægning af finansieringen, er der mange svar på fra de forskellige partier. En ting er de dog enige om: Armslængdeprincippet bør ikke fjernes.